Jagter branderter på søen

Politiet til kamp mod spritsejlads

02:02

1 af 2

Normalt er spritkontroller noget, der foregår på vejene.

Ikke desto mindre stak betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi i dag til søs for at tjekke, om sejlerne i Silkeborgsøerne havde fået for meget indenfor vesten.

Dagens inspektion af trafikken på vandet blev gennemført med hjælp fra Marinehjemmeværnet.

Udover at undersøge om sejlerne havde drukket for meget, kontrollerede politiet også, hvor hurtigt de sejlede, om bådenes registreringspapirer var i orden, og om sejlerne havde de lovpligtige redningsveste inden for rækkevidde.

Tidspunktet ikke tilfældigt

Det er ikke tilfældigt, at dagens razzia blev gennemført netop nu. Under Riverboat Jazz Festival i Silkeborg er trafikken på vandet og indtaget af alkohol ekstra stort. Derfor har politiet i flere år stævnet ud på netop denne tid.

Ifølge politiet er langt de fleste sejlere dog gode til at overholde reglerne. Ikke mindst fordi de tidligere politi-besøg har haft en præventiv effekt.

- Det plejer at være rimeligt fornuftigt. De første gange vi var hernede for tre år siden, der var der mange. Men efterhånden er folk klar over, at vi kommer. De har derfor fået tingene på plads, siger politiassistent John Elsman fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Så det er ikke så tit, vi ser forseelser mere. Heldigvis!

I alt blev 10 personer noteret for manglende veste og manglende bådregistreringer. Ingen af sejlerne var berusede.

En enkelt blev taget i at overtræde miljølovgivningen efter at have smidt en flaske i vandet. Flaskekasteren kan se frem til en bøde på 2.000 kr.

Se mere i tv-indslaget øverst på siden.