Jagten er i gang: Børn lærte om kødets vej til køledisken

40 børnehavebørn var tirsdag med til at flå og dissekere en buk ved Jagtens Hus på Djursland

02:13

Dagen i dag har jægere over hele landet ventet på med længsel i næsten et helt år. Fra i dag, tirsdag, og en måned frem er det nemlig tilladt at jage bukke.

Derfor har mange jægere tirsdag været en tur ude i naturen med geværet under armen. Men ved Kalø på Djursland havde jægerne besøg af 40 børnehavebørn, der var med til at flå og dissekere en buk. 

Det er Danmarks Jægerforbund, der havde inviteret børnene ud til Jagtens Hus ved Kalø for at lære dem om, hvordan kød ender i køledisken i supermarkedet.

Læs også Årets første bukkejagt: Hvert tiende år skyder jeg en på premieren

- Jeg vidste det godt i forvejen. Det kommer fra dyr, siger Ebba Sannem, der er fire år gammel og kommer fra Rønde Frie Skovbørnehus. 

Og selvom Ebba Sannem allerede havde gennemskuet kødets vej til køledisken, var dagens arrangement vigtigt for jægerne.

 

- Det handler om at vise de kommende generationer, hvad det er, vi går og laver for at bringe det lidt ned til jorden. Det handler om fortællingen fra jord til bord, og om at afmystificere den, så børnene ikke får en forkvaklet opfattelse af, hvor kødet kommer fra, siger Jens Bjørn Andersen fra Knebel, der er hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund.

For det er vigtigt for jægerne, at jagten på vildt har et godt ry.

- Vi kæmper i forvejen lidt med den her disneyficering af dyrene og det at udnytte naturens ressourcer. Så vi vil gerne forklare, at det ikke er anderledes, end når man tager på fisketur. Vi tager bare en tur ud i skoven og høster af naturens overskud, siger Jens Bjørn Andersen.

Læs også Plejehjem på fisketur: Ældre fik stor oplevelse på krogen

Det gode ry skal ifølge jægerforbundet komme gennem oplysning. Jægerne mener nemlig ikke, at de har noget at skjule.

- Vi vil gerne vise alle aspekter i jagten. Både naturforbedringerne, men også selve drabet, som er en vigtig del af fortællingen om at gå på jagt, men også de andre gode historier med glæde over trofæ og kød, siger Jens Bjørn Andersen.

Du kan se mere om børnehavebørnenes besøg hos Jagtens Hus i videoen øverst på siden.

01:11

VIDEO: Årets bukkejagt blev tirsdag officielt skudt i gang.

Luk video