Jagt på ulovlige knallerter

Politiet i Grenaa har gjort en stor fangst i den forløbne måned. I alt 39 unge er blevet snuppet på ulovlige knallerter.

Politiet har gjort en ekstra stor indsats overfor knallertkørere på ulovlige knallerter. Og indsatsen har båret frugt. I alt 39 knallertkørere er blevet taget på ulovlige knallerter indenfor den sidste måned. Det oplyser Østjyllands Radio.

Den øgede opmærksomhed mod de ulovlige knallerter kommer, fordi mange borgere har henvendt sig til politiet. De føler sig utrygge og er samtidig irriterede over støjen og den høje fart.

Vicepolitiinspektør Paul Hansen ved Grenaa Politi er tilfreds med resultatet. Politiets taktik til at få de unge til at ryge i fælden er såre enkel:  Politiet ligger på lur ved skolerne om morgenen. Når timen er gået igang bliver den unge og knallerten hentet, oplyser radioen.