Jager: Det er rigtig ærgerligt

Maja Jager er færdig ved VM i bueskydning

Den forsvarende verdensmester i bueskydning, Maja Jager fra Aarhus, er færdig ved VM i bueskydning, og hun er derfor ikke blandt de 32 sidste i OL-disciplinen recurve i København.

Onsdag stod Maja Jager overfor mexicanske Karla Hinojosa, som blev nummer 3 ved de panamerikanske mesterskaber for nogle uger siden. Og hun besejrede Maja Jager med samlet 6-2.

- Det er rigtig, rigtig ærgerligt. Jeg havde virkelig håbet, at jeg var nået længere - gerne hele vejen til Christiansborg Slotsplads. Jeg skyder egentlig, som jeg gerne vil og kæmper godt, men det var bare ikke godt nok, siger Maja Jager i en pressemeddelelse.

Se: Aarhus-skytte færdig ved VM

Og rammer skytterne ikke niveauet, så koster det.

- Hvis du skyder bare en lille smule under niveau, når vi er her fremme ved et VM, så bliver du straffet. Det var desværre tilfældet i dag, siger landstræner Niels Dall om Maja Jager.

Også Carina Rosenvinge er færdig ved VM efter nederlag til polske Karina Lipiarska.

623 skytter fra 96 lande deltager i VM, hvor finalerne afholdes på Christiansborg Slotplads den 1. og 2. august.