Jacob og Emil vil redde verden med grøntsags-container

To unge aarhusianere skal til at dyrke grøntsager i en container under kunstigt lys. Projektet har vundet flere priser

03:11

I ø-haven på Aarhus Havn står en hvid container ud over det sædvanlige. Tidligere har den levet sit liv som skibscontainer, men nu skal den være med til at dyrke fødevarer.

- Den har så mange fordele ved den her produktion, fordi man ikke sprøjter eller andre ting, siger Jacob Kolding til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Eksklusiv tagterrasse forvandlet til griseri

Han og kammeraten Emil Stilling Jakobsen har startet projektet Urban Roots. Et projekt hvor de vil dyrke grøntsager og urter under kunstigt lys i en gammel skibscontainer.

- Idéen er egentlig inspireret af, at de i Japan og USA har de her store varehuse og lagerbygninger, hvor de producerer en masse grøntsager ved hjælp af hydroponic-systemer. Det har vi så taget og kogt sammen. Vi tænkte, det ville være smart at bruge det i en container, for der kan vi producere og transportere den lige der hen, hvor der er et behov for en planteproduktion af grøntsager, fortæller Jacob Kolding.

Selv under voldsomme klimaforandringer, som vi forsøger at illustrere her, så vil containerne kunne producere mad. 

Inde i containeren vil de opstille 40 ombyggede nedløbsrør, hvori de så vil plante en række forskellige salater og urter. Ved hjælp af en teknik kaldet hydroponics, sparer de meget vand i forhold til traditionelt landbrug.

- Planterne får al den vand og næring, de skal bruge uden brug af jord. På den måde sparer man så en helt masse vand - helt op til 95 pct., fordi det bare bliver genbrugt i de her systemer, siger Emil Stilling Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Prisvindende projekt

De to unge aarhusianere har indtil videre fået fire forskellige priser eller fonde, der tilsammen har givet dem næsten 100.000 kroner til projektet. De 50.000 af dem kommer fra elselskabet NRGi og deres værdipulje.

Det regner ikke nok, der er for meget sol, og der vil den her container så kunne komme i brug. Den har alle forholdene kontrolleret indeni

Jacob Kolding

- Urban Roots er et godt eksempel på, hvordan man på en rescourcemæssigt bæredygtig måde kan producere grøntsager midt inde i byen, siger bestyrelsesformand i NRGi, Eva Ryberg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Idéen er, at containerne kan placeres alle steder uanset vejr og klima. Det giver muligheder for projektet i en tid, hvor jorden står over for en række klimaforandringer.

Læs også Østjyske piger så isen smelte helt tæt på: Det er trist

- Der så stort et pres på fødevareproduktionen i hele verden. Den globale opvarmning sætter pres på landbruget, og mange områder i verden er det slet ikke muligt at gro fødevarer. Det regner ikke nok, der er for meget sol, og der vil den her container så kunne komme i brug. Den har alle forholdene kontrolleret inden i, forklarer Jacob Kolding.

Projektet med containeren kører indtil december.

Du kan se et tv-indslag om containeren i videoen øverst i artiklen. Herunder præsenteres et andet projekt på Aarhus Havn med navnet "Grums til gourmet", hvor der laves østershatte i en container:

01:20 Luk video