Jacob Haugaard slettede ordet 'neger': - Det er fuldstændig gakkelak

Efter ændringen af sangteksten, hvor ordet 'neger' er blevet slettet, får Jacob Haugaard nu også kritik for brugen af vendingen 'et fattigt distrikt'.

Jacob Haugaard fik først kritik for at fjerne ordet 'neger' fra gammel sangtekst. Nu møder brugen af vendingen ´et fattigt distrikt´ også kritik. Foto: Annelene Petersen - Ritzau Scanpix

Det var egentlig en hyldest til den afdøde nationalskjald Kim Larsen, men efter Jakob Haugaard i sidste uge sang sin sang 'Haveje' på TV2 Charlie blev fokus et helt andet. 

Komikeren havde nemlig slettet ordet 'neger' i teksten og dét fik onsdag opmærksomhed i en lang række landsdækkende og lokale medier. 

Læs også Jacob Haugaard ændrer teksten i ikonisk hit

Jakob Haugaards sang ´Haveje´ blev skrevet i 1981 og omtalte blandt andet et ´negerdistrikt´. Sangen fik evigt liv, da den kom med i Kim Larsen filmen 'Midt om natten' fra 1983, men nu er ordet 'negerdistrikt' altså ændret til 'et fattigt distrikt'. 

Se, hvordan teksten er ændret ved at trække curseren frem og tilbage herover.

Må ikke sige ´fattig´

Men dén måde at omtale et distrikt på, har også ført til småkrænkede følelser. 

- Jeg har ændret teksten fra 'negerdistrikt' til 'fattig distrikt', og nu er der så nogle, der har skrevet til mig, at det må man heller ikke sige, fordi en person skal ikke sættes i bås som fattig, fordi man bor i et bestemt kvarter, siger Jakob Haugaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Sommerland fik kritik for "racistisk" forlystelse - nu er den ændret

- Det er fuldstændig gakkelak, lyder det fra den 67-årige musiker og komiker.

Han mener, at krænkelseskulturen og den politiske korrekthed er løbet løbsk. 

- Vi har sluppet ånden ud af flasken, og den her udvikling kan ikke stoppes igen, det er ligesom en snebold. Jeg forstår ikke, man ikke har gjort noget for at stoppe den her udvikling i Danmark, for det ender galt. I England og USA er det jo stukket helt af, siger han. 

Ordet 'neger' er blevet eftercensureret væk fra flere ældre værker. Fotos: Maria Hedegaard, Lars Møller, Jeppe Carlsen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Mørk hud blandt publikum

Men på trods af at Jacob Haugaard selv mener, at det er 'gakkelak' at tage hensyn til krænkelseskulturen, har han jo selv ændret sin sangtekst. 

Læs også David fra Uganda: Find en anden betegnelse end neger

- Jeg ændrede teksten af høflighed. Jeg optræder meget live, og der er ofte folk med mørk hud iblandt publikum. Så jeg har gjort det af hensyn til dem. Nogle ting var tilladt i 1981, da jeg skrev sangen, og det er der så nogen, der har bestemt, at det er det ikke mere, fortæller Jacob Haugaard til TV2 ØSTJYLLAND. 

Men kunne du ikke være med til at sætte en stopper for den her udvikling ved at lade være med at ændre dine egne tekster?

- Nej, man kan ikke gøre noget. Det kommer for fuld skrue, og vi er alle sammen til grin, lyder det fra Jacob Haugaard.