Jaafar om masterclass i snitning: Jeg er ikke så doven og træt
Unge tager en uges masterclass i snitning. Det giver dem lidt mere mod på at være ambitiøse om deres fremtid
Seks unge er ved at tage en masterclass i snitning i Ungdomsklubben i Aarhus.
Masterclass er et tilbud, som kommunen tilbyder unge med særlige udfordringer.
Tanken er, at de unge får en succesoplevelses, der giver dem selvtillid og overskud til at klare sig bedre fremover
Læs også
- Da jeg gik i skole, var jeg hele tiden doven og orkede ikke så meget. Men i masterclass er det noget, jeg går op i. Det er derfor, jeg ikke er så doven og træt, siger Jaafar, der er 16 år og er masterclass-elev i Viby.
For unge med sociale problemer
Tiltaget er for unge med både sundhedsmæssige og sociale problemer. Før de begynder i masterclassen, bliver der sat nogle mål i samarbejde med ungdomscentret.
- Jeg får mødt nye mennesker og øvet mig lidt i at være social. Hvilket er rigtig hyggeligt. Jeg kan godt lide at være social, siger Theodor, der også er 16 år og masterclass-elev i Viby.
Der er kun få regler under en masterclass.
En af reglerne er, at man ikke taler om problemer. Man taler om at dyrke sine styrker, så man opbygger selvtillid. Projektet er for 13 til 17-årige og planen er, at der skal afholdes seks masterclasses årligt.
De unger, der deltager, får fri fra skole eller praktik i den uge, det varer. Det giver en særlig motivation.
- Jeg glæder mig egentlig til det. Jeg synes, at det er super hyggeligt at være i masterclassen og glæder mig til at komme næste dag. Jeg møder nye mennesker og får nye indtryk. Det tror jeg hjælper på mit generelle syn på verden, siger Theodor.
Selv om de unge kun sidder sammen en uge, mærker de tydeligt, at de udvikler sig.
- Jeg kunne ikke lide at snitte, og jeg kunne ikke lide noget, men jeg har oplært mig selv til at kunne udtrykke mig selv, siger Jaafar.
Mange af de unge har ellers oplevet meget modgang, men masterclassen giver dem lidt mere mod på at være ambitiøse om deres egen fremtid.
- Jeg kunne godt tænke mig at læse psykologi. Men jeg elsker at lave kreative ting, så det er egentlig derfor, at jeg godt ville med til masterclassen, siger Theodor.
- Jeg vil gerne have mit eget program på tv, hvor jeg laver mad. Det er simpelthen mit mål, siger Jaafar.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om de unge, der tager en masterclass i snitning. Reglen er, at man ikke taler om problemer. Man taler om styrker.