Iværksættere: Det skal være lettere at starte virksomhed
Tre succesfulde iværksættere fra Aarhus, der står bag Kramers Is, mener, at det skal gøres mere overskueligt for folk, der vil starte egen virksomhed
Det begyndte som en skoleopgave. Nu leverer Kramers Is til 900 butikker over hele landet.
Men vejen dertil har været kringlet og uoverskuelig. Det mener de tre grundlæggere af Kramers Is, der kan se tilbage på, hvordan de næsten mistede overblikket over, hvor de skulle søge om penge til opstarten.
Problemet er ikke, at hjælpen mangler. Det er snarere det modsatte.
Læs også
Der er for meget af den - og det forvirrer.
600 is i timen. Så mange is producerer Kramers Is nu, men så effektivt har det ikke altid været.
Lavede is om natten - studerede om dagen
- Isene blev faktisk lavet med håndkraft i starten, hvor vi stod selv om natten og med en teske fyldte nogle små 150 mm bærer op med is. Så vi lavede et lille samlebånd os tre om natten, og så gik vi i skole om dagen, siger Mikkel Glarbo fra Aarhus, der sammen med Buster Kramer og Frederik Søgaard ejer Kramers IS.
Is-eventyret begyndte som en skoleopgave for de tre aarhusianere.
- Vi valgte først og fremmest is, fordi vi selv elsker det, siger Buster Kramer.
Isen blev testet i ti lokale butikker blandt andet i Coops selvstændige brugsforeninger – også kendt som A-foreninger - og det gik godt.
Læs også
- Coop ringede til os og sagde, at nu måtte vi simpelthen ikke sælge til flere A-foreninger, så vi skulle over for at snakke med dem og blive godkendt derovre. Og i den forbindelse endte det så med, at vi kom ud i 900 butikker i hele Danmark, siger Mikkel Glarbo.
600 is i timen
Nu er produktionen rykket til Åbybro i Nordjylland, og nu kan de lave 600 is i timen.
- Så det er rykket lidt i forhold til, hvad vi kunne lave i gamle dage, hvor jeg tror, at vi maksimalt lavede 300 is på en nat. Så det er en lidt anden liga, vi er rykket op i, siger Mikkel Glarbo.
Læs også
Kramers Is blev oprettet i sommeren 2016, og på otte måneder gik salget fra ti til cirka 900 butikker. En udvikling, der er gået stærkere, end de tre aarhusianere havde regnet med.
- Vi lavede 7.000 is på de der par måneder om sommeren, og der skulle tre klistermærker på dem alle sammen, så vi satte 21.000 klistermærker på den sommer, fortæller Buster Kramer.
'Det skal være mere overskueligt'
Alle virksomheder begynder et sted. Og den begyndelse kan være kompliceret, og det har da heller ikke været lige til for Kramers Is, og det til trods for at to af grundlæggerne læser iværksætteri og entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus, og den sidste har læst på Handelshøjskolen.
Læs også
- Det har været noget af en jungle, for hvor finder man lige støttepakkerne henne, hvor lang til skal man lægge ud for dem, hvad er beløbene egentlig på, og hvad må de bruges på, siger Frederik Søgaard.
Buster Kramer supplerer:
- Der er mange steder, man kan søge, og det er svært lige at få sat sig ind i præcis hvilke steder, man egentlig skal søge, og hvilke steder er der reelt mulighed for, at man får de penge, for når man går ind og søger de her legater, så ved man ikke, om man har chance for at få pengene på forhånd. At skrive de her rapporter på 18-20 sider er rigtig meget arbejde, når man ikke engang er sikker på, at man skyder rigtigt. Så der kunne man indenfor iværksættermiljøet godt bruge mere overskuelighed over, hvor man kan søge, hvad passer til din branche, hvordan skal du søge det, og hvem skal du i kontakt med.
DI: For meget administration
Dansk Industri ser gerne, at vilkårene for iværksættere bliver bedre. Men det er ikke mangel på hjælp, der er problemet. Det er snarere det modsatte. På landsplan er der 258 aktører, der står klar med hjælp til iværksættere, og det er ganske enkelt for mange, ifølge Dansk Industri.
- Der er simpelthen for mange, og der er for mange regelsæt, som kan hæmme den nystartede virksomhed. Der er simpelthen for meget administration ved at søge hjælpen. Det er klart, at hvis en virksomhed, en tre mandsvirksomhed eksempelvis, skal bruge 80 procent af deres tid på administration, så er der meget lidt tid til at udvikle deres produkt, og det er det, vi skal have gjort op med, siger Anders Strange, formand DI Østjylland, Aarhus.
Inden udgangen af 2018 er det Kramers Is' ambition at være ude i 2.000 butikker i Danmark og det nærmeste udland, og på sigt håber de tre is-producenter, at de kan udvide produktportefølje med andre ting og måske endda bevæge sig helt væk fra køledisken en dag.