Iværksætterboom på Djursland
Der er fuld fart på iværksætterlysten på Djursland. Det lokale erhvervsråd forventer, at 700 nye virksomheder starter alene i år.
De 700 nye virksomheder svarer til en stigning på 43 procent siden 2005, hvor der blev etableret 489 nye firmaer på Djursland. I 2006 var antallet af nystartede virksomheder 567.
- Der er tale om en stejlt stigende kurve siden 2004. På Djursland er der fuld damp på kedlerne, og det går stærkt i øjeblikket. Det store antal iværksættere er et bevis på, at der er gå på mod og optimisme på Djursland. Vi har lagt virksomhedslukninger bag os, forklarer direktøren for Djurslands Erhvervsråd, Finn Pedersen.
Opsving nået til Djursland
Årsagen til væksten er ifølge Djurslands Erhvervsråd, at Djursland har fået sin del af det generelle opsving, ligesom området lukrerer på, at hele Østjylland er et vækstområde.
"Folk strømmer ind til os for at få råd og vejledning til at starte egen virksomhed. Det tilskriver jeg de gode tider og fokuset på selvstarteri i medierne. Vi er ved at gå væk fra lønmodtagertankegangen. Nu er man interesseret i at begynde for sig selv med sin egen idé, og den bølge har også ramt Djursland, fortæller Finn Pedersen.
- Vi har samtidig gode erfaringer med, at folk henover sommeren får fri og tid til at overveje mulighederne for at starte for sig selv. Derfor bliver det spændende at se, hvad efteråret byder på af iværksættere på Djursland, siger Finn Pedersen.
Kok starter eget cateringfirma
En af områdets seneste iværksættere er Putte Vahle, som netop har startet cateringvirksomheden Mums-Catering i Norddjurs Kommune. Hun tilbyder frokostordninger til medarbejdere på virksomheder i det norddjurske område.
- Den stigende vækst i antallet af virksomheder på Djursland har klart været med i mine overvejelser om at starte mit firma op. For det er jo blandt andet der, jeg skal finde mine kunder, fortæller den 35-årige Putte Vahle.
Hun har indrettet en 50 kvadratmeter stor udbygning på sit nedlagte landbrug til et kæmpe industrikøkken i stål.
- Det har været en stor investering, men jeg ligger ikke søvnløs om natten. Jeg er sikker på, at der nok skal være virksomheder, som vil være interesserede i at få en frokostordning til sine medarbejdere, siger Putte Vahle.