Iværksætter: Er jeg den eneste?
Ishan Barut efterlyser mere fokus på unge indvandrere med iværksætterdrømme
For 10 år siden startede Ihsan Barut fra Aarhus sit helt eget rengøringsfirma. En handling, en idé, som i dag er blevet hans levevej.
Drømmen om iværksætteri har altid været til stede, og det er han overbevist om, at den også er hos mange andre unge med anden etnisk baggrund.
Derfor forsøger Ihsan Barut nu at skabe opmærksomhed omkring ambitiøse unge med indvandrerbaggrund, som ligesom ham selv har motivationen og lysten til at starte egen virksomhed;
- De er enormt bange og arbejdsomme. De har mange gode idéer, som kan blive til handling, siger han.
I aften, torsdag, har han arrangeret en ramadan middag i den tyrkiske moské i Åbyhøj ved Aarhus, hvor 150 erhvervsledere og ambitiøse unge mødes for at netværke.
Efter han var sprunget ud som iværksætter, var Ihsan Barut selv til et ligende arrangement. Dengang var han noget nær den eneste med anden etnisk baggrund end dansk:
- Så gik jeg op og sagde: "Er jeg virkelig den eneste perker i det her lokale?". Det var egentlig et indirekte budskab til de her erhvervsledere om, at her har vi altså et problem, siger han.
Ishan Baruts omsætter i dag for fem millioner kroner om året og har 28 ansatte under sig.
Du kan høre, hvorfor han mener, at netop unge indvandrere er et uopdaget potentiale i tv-indslaget øverst i artiklen.