Italiener åbnede ulovlig butik
Solgte ulovligt skindjakker i Hammel
6. feb 2013, kl. 11:35
Mere end 30 dage gammel
En 40-årig italiener åbnede tirsdag en lille butik i Hammel.
Fra sin bil solgte han skindjakker på P-pladsen ved Torvegade til de forbipasserende.
Den nye butik vakte landbetjentens opmærksomhed, og den lokale repræsentant fra ordensmagten kunne konstatere, at italieneren ikke var registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af Næringsloven.
Manden betalte på stedet en bøde på 2000 kroner, og de i alt 16 skindjakker blev beslaglagt.
Den italienske sælger havde ikke nået at sælge nogle jakker, og kunne fremvise en kvittering for købet af jakkerne, som var købt i Italien for 320 EURO svarende til 2390 danske kroner.