Isterninger er bakteriebomber

Dårlig hygiejne hos personale og manglende rengøring af spisestedernes isterningmaskiner er skyld i maveforgiftninger.

I Århus er der for mange bakterier i isterningerne på op mod hvert femte spisested.

- 15-20 procent af restaurationerne overskrider grænserne. Det er ikke godt. Isterningmaskinerne bliver ikke gjort ordentligt rene, og så kommer bakterierne, siger laboratoriechef i Fødevareregion Århus, Erik Dahm til Urban.

Regionen har det sidste år undersøgt 308 spisesteders isterninger. 45 steder havde for mange skadelige, ikke-naturligt forekommende bakterier. Restaurationerne med mange bakterier i isterningerne varierer fra burgerbarer over resturanter og cafeer til hoteller.

- De bakteriefyldte isterninger giver mindre epidemier af maveforgiftning med diarre, kvalme og opkast, siger overlæge på infektionsmedicinsk afdeling Q på Skejby Sygehus, Paul Andersen til Urban. /ritzau/