Issehoveds store comeback: Færge måtte vende om efter 10 minutter

Første færgetur i to år mellem Aarhus og Samsø var ganske kort

01:06

VIDEO: Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg føler ikke nogen forbandelse, lyder det fra Hans Froholdt, der er ansvarlig for, at færgen Issehoved sejler mellem Aarhus og Samsø.

Et overtroisk menneske kunne godt få den tanke, at der hviler en forbandelse over færgedriften mellem Aarhus og Samsø.

I hvert fald blev fredagens comeback for hurtigfærgen Issehoved en kort fornøjelse. Færgen nåede kun lige at komme ud af Aarhus Havn, inden den måtte vende om med motorproblemer.  

Læs også En gammel kending vender hjem: Mandag kommer Issehoved til Aarhus

- Det er rigtig ærgerligt. Det var en hurtig tur til Samsø. Vi havde en lille kilerem, der var gået i stykker, så kaptajnen valgte at sejle tilbage, siger Hans Froholdt, der er direktør for Marcore Shipping.

En ny bil kan også punktere et hjul. Nu lapper vi bilen, og så sejler vi igen.

Hans Froholdt, direktør for Marcore Shipping

Hans Froholdt er ansvarlig for, at færgen Issehoved sejler mellem Aarhus og Samsø. I maj kunne Hans Froholdt over for TV2 ØSTJYLLAND bekræfte, at Marcore Shipping ville starte en sommerrute med tre til fire daglige ture.

Fredagens morgentur til Samsø var dog kun cirka 10 minutter gammel, inden skibets kaptajn sejlede retur.

Den eneste passager på dagens første tur, Anna Eglite, måtte se langt efter Samsø. 

En plaget fortid

Dermed skriver turen sig ind i en kedelig historik i forhold til færgedrift mellem Aarhus og Samsø.

I 2016 købte private investorer på Samsø færgen Issehoved og oprettede Samsø-Aarhus Expressen.

Issehoved blev søsat i juni 2016, dengang med det kuriøse navn M/F Issehoved, men allerede i juli stod problemerne i kø for Samsø-Aarhus Expressen.

Læs også Færgen Issehoved skal atter sejle mellem Aarhus og Samsø

Issehoved løb ind i problemer med gearkassen, og færgen lå stille 18 dage midt i højsæsonen. Kort efter årsskiftet til 2017 måtte initiativtagerne til ruten fra Aarhus til Samsø kaste håndklædet i ringen.

Det er ikke kun Issehoved, der er blevet ramt af problemer på ruten mellem Aarhus og Samsø. Flere andre færger har førhen kæmpet med tekniske problemer og aflysninger på ruten - en enkelt kolliderede sågar med molen. 

Med en direkte rute fra Aarhus til Sælvig er der i alt tre færger, der sejler til og fra Samsø.

Ny bil kan også punktere

Hans Froholdt tager dog fredagens motorproblemer med oprejst pande. Han mener heller ikke, der hviler en forbandelse over Issehoved. 

- Jeg er ikke overtroisk. Den har sejlet støt og roligt på Færøerne i otte uger nu i al slags vejr. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg føler ikke nogen forbandelse, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- En ny bil kan også punktere et hjul. Vi har haft en såkaldt punktering her til morgen. Nu lapper vi bilen, og så sejler vi igen.

Hans Froholdt vil efter tre måneder vurdere, hvordan fremtiden skal se ud for færgedriften mellem Aarhus og Samsø.

Én passager

Succeskriteriet for færgedriften er ifølge Hans Froholdt, at Issehoved bliver fyldt cirka halvt op ved hver afgang. 

På fredagens første tur mellem Aarhus og Samsø var der én passager, Anna Eglite, der til daglig studerer i København.

Læs også Issehoved skal sejle på Færøerne: Men ejer håber stadig på Samsø-rute

- Det er en ære at være den første. Jeg tror ikke, jeg havde tænkt, at jeg ville være den eneste, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter: 

- Jeg håber, den bliver ved med at sejle. Ikke kun for mig selv. Jeg tror, det er godt for Samsø at blive bedre forbundet med Aarhus. 

Issehoved var klar til fredagens anden afgang klokken 11.30. Her var der ingen problemer med at nå til Samsø.