Israelsk spionsag smuldrer

Den israelske anklagemyndighed bløder op på anklagerne mod 39-årig århusianer, der er tiltalt for spionage.

Spionsagen i Israel mod en 39-årig bilmekaniker fra Brabrand ser ud til at smuldre.

Manden var oprindeligt anklaget for spionage, men nu vakler anklageren.

Ifølge TV 2's korrespondent i Mellem- østen, Steffen Jensen, er den 39-årige danske statsborger med libanesisk baggrund nu tiltalt efter en langt blødere spionage-paragraf end den, han i første omgang var sigtet efter.

Han var fra starten af sagen mistænkt for at have filmet militære anlæg i Israel i et forsøg på at spionere for Hizbollah-millitsen og for at forsøge at rekruttere flere spioner.

Under normale omstændigheder vil anklager som disse føre til livsvarig fængsling, hvis man kendes skyldes, men det er nærmest utænkeligt, at den 39-årige får så hård en straf, vurderer Steffen Jensen.