Islandsk topscorer takker af i AC Horsens

Det er tid til nye udfordringer for den islandske angriber, der har takket nej til konkrete tilbud fra danske klubber

Når sæsonen er slut forlader Kjartan Finnbogason AC Horsens, hvor han har spillet de seneste fire sæsoner.

Den islandske angriber Kjartan Finnbogason stopper i AC Horsens efter denne sæson.

Det oplyser Finnbogasons agent, Olafur Gardarsson, til Tipsbladet.

- Kjartan har været rigtig glad for at være i AC Horsens, men nu er det tid til en ny udfordring. Begge parter er enige om, at det er det, der skal ske, siger agenten.

Den 31-årige islænding har spillet for Horsens i fire sæsoner og er en af holdets markante profiler.

Læs også ACH vil gerne have Spelmann - men tror ikke på en transfer

Finnbogason er holdets anfører og topscorer. Da Horsens for to år siden rykkede op i Superligaen blev han med 17 mål ligatopscorer i 1. division. I sidste sæson blev det til ti mål.

I denne sæson er det foreløbig blevet til seks scoringer for den islandske angriber.

Selv om Finnbogason nu skal videre i karrieren, så er det ikke sikkert, at han forlader Danmark.

- Der har længe været interesse fra danske klubber, og han har også modtaget konkrete tilbud, som han har sagt nej til, siger agenten Olafur Gardarsson.

- Det kan sagtens være, at vi finder en ny dansk klub til Kjartan, men der er også andre muligheder - blandt andet i England.

AC Horsens møder fredag aften på hjemmebane AaB i mesterskabsspillet. Der er kampstart klokken 19.