Islænding stopper i AGF
Helgi Danielsson indstiller sin karriere
33-årige Helgi Danielsson har besluttet sig for at indstille sin karriere, og islændingen har derfor fået ophævet sin kontrakt med AGF.
- Vi har været glade for Helgis indsats, men vi respekterer naturligvis også hans beslutning om at indstille karrieren og har forståelse for, at han gerne vil hjem til sin familie, siger sportschef Jens Andersson til AGFs hjemmeside.
Helgi Danielsson blev hentet til Aarhus-klubben sidste sommer fra portugisiske Belenenses, og midtbanespilleren optrådte 23 gange for AGF i den forgangne sæson.
Se: Sørensen vender tilbage til AGF
- Helgi var en vigtig del af holdet. Han havde nogle skadesproblemer, men han gav altid sit bedste og bidrog med sin store erfaring. Men når det er tilfældet, at afsavnet til familien bliver for stort, så lytter vi selvfølgelig. Jeg vil gerne takke ham for hans store indsats og ønske ham held og lykke, siger AGF-træner Morten Wieghorst.
AGF har forud for den kommende sæson i Superligaen sikret sig midtbanespilleren Daniel A. Pedersen fra Silkeborg IF og Elmar Bjarnason fra Randers FC.