Iskrig i Aarhus: Frygter monopol på issalg
11 iskiosker er blevet samlet under én forpagter. En af de tidligere forpagtere, der skal aflevere nøglen, frygter monopol
Frisko Is samler alle 11 ishuse hos én forpagter i stedet for de hidtidige 10. Fra nytår har Frisko valgt, at det kun er én forpagter, der skal stå for alle ishusene.
Iskioskerne er placeret på kommunale arealer. Det betyder, det er Aarhus Kommune, der har forpagtet de 11 iskiosker til Frisko siden 1990’erne. Frisko har så forpagtet iskioskerne til 11 forskellige forpagtere.
Læs også
En af dem, der skal aflevere nøglerne, er Michael Kjær, der er forpagter af Varna Kiosken i de seneste 14 år.
- Det giver monopol, jo. Det giver ensartethed. Det vi har i dag, der er vi jo lidt forskellige alle sammen, siger Michael Kjær.
Han understreger, at selvom isen er den samme, er det op til forpagteren af iskiosken at sætte prisen.
- Han kan jo bare sætte nogle nye mærker på isskiltene, siger Michael Kjær.
Men hos Forbrugerrådet Tænk er man umiddelbart kun betænkelig, hvis iskioskerne ligger tæt på hinanden og langt væk fra andre iskiosker på samme tid. Hvilket er tilfældet i Risskov, hvor der ligger en iskiosk ved Den Permanente og Marienlund.
- Hvis de er de eneste iskiosker, der er der, og de overtages af den samme person, så er sandsynligheden for, at de forbrugere, der er i det område, får en højere pris, siger Martin Salamon, cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk.
Men generelt mener Martin Salamon ikke, at kunderne vil køre til anden strand, hvis der kun er forskel i pris. Men derimod vil kunderne flytte sig efter mængden eller kvaliteten af is.
Prisen vil ikke stige
Det er Henrik Mensch, der skal forpagte de 11 iskiosker. Han siger til TV2 ØSTJYLLAND, at han ikke vil sætte priserne op.
- Selvfølgelig kan jeg godt forstå en bekymring for, at priserne stiger generelt, hvis det er én mand, der sidder på markedet. Men vi skal bare huske på, at der er så meget konkurrence om pris i byen og ved stranden, siger Henrik Mensch til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han understreger, at priserne vil følge den almindelige prisudvikling, men ikke blive sat markant op.
- Jeg kan sige, at vi kommer til at køre med de samme priser, som vi hele tiden har haft i Moesgaard. Det er de priser, vi får i de andre kiosker. Jeg ved, at vi ikke har nogle kunder, der brokker sig over, vi er for dyre, siger Henrik Mensch.