Isglad tyv anholdt
28-årig mand stjal tre kasser med isvafler fra Århus Havn. Han blev dog anholdt, inden han kunne sætte tænderne i sine tyvekoster.
8. aug 2003, kl. 13:14
Mere end 30 dage gammel
De høje temperaturer får ikke blot forbrugerne til at købe flere is og sodavand i den lokale kiosk. Også regionens indbrudstyve ændrer tilsyneladende vaner i takt med, at kviksølvet i termotrene stiger.
En 28-årig tyv brød i går aftes ind i en lagerbygning, der ligger på Dalargade nær havnen i Århus. Manden havde stjålet tre kasser med isvafler, men han nåede dog ikke at få megen glæde af de forfriskende is. Århus Politi anholdt manden, mens han befandt sig i lagerbygningen, og han nåede derfor ikke at sætte tænderne i sine tyvekoster.
Manden blev afhørt på politistationen og derefter løsladt.