Isbjørne er et hit på Djursland
Skandinavisk Dyrepark ved Kolind er tæt på at have fordoblet besøgstallet i forhold til sidste år.
Isbjørne kan tilsyneladende let konkurrere med sandstrande og forlystelsesparker. I hvert fald er det lykkedes Skandinavisk Dyrepark ved Kolind på Djursland at hæve besøgstallet med hele 73 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Ifølge dyreparkens direktør, Frank Vigh-Larsen, er det først og fremmest etableringen af et helt nyt isbjørneanlæg, der har fået flere til at besøge den østjyske attraktion.
Det 26.000 kvadratmeter store anlæg rummer både en gletscher, en tundra samt en 5.000 kvadratmeter stor sø. Hele området gennemskæres desuden af en 220 meter lang gangbro, hvorfra gæsterne i parken kan komme tæt på dyrene.
Som det kan ses billederne ovenfor, er Skandinavisk Dyrepark også hjemsted for andre dyr end isbjørne. Foruden brune bjørne er der blandt andet elge, ulve og kronhjorte.