Isbjørnetvillinger er kommet til verden i østjysk dyrepark
Skandinavisk Dyrepark har fået tilført nyt isbjørneblod
Natten mellem tirsdag og onsdag blev to tvillinge-isbjørne født i Skandinavisk Dyrepark. Moren er Ilka, der blev kendt som isbjørnen Sikus mor. Nu har hun så bragt to nye isbjørne til verden.
De vejer omkring 700 g her ved fødslen, og i løbet af et par måneder vokser de til at veje tre-fire kg, hvis de altså overlever så længe. Der er nemlig mange ting, som kan gå galt i den første stund, men direktøren for dyreparken er fortrøstningsfuld.
- Vi kan ikke rigtig sige noget om det endnu, og de er ret urolige lige nu, fordi de er sultne. Men vi håber på, at de klarer den. Det gjorde de sidst, og vi har gjort det på samme måde denne gang, siger direktøren Frank Vigh-Larsen til tv2oj.dk.
Sidst var i november 2012, hvor Ilka også fødte tvillinger. De klarede den og fik deres mælk fra Ilka. I modsætning til den verdensberømte Siku, der for fem år siden kom til verden og blev kendt, fordi Ilka ikke kunne producere mælk til ham. Siku måtte derfor fodres med sutteflaske af dyrepasserne i parken.
Faktisk er alle Ilkas unger født i slutningen af november. Siku blev født den 22. november 2011. Året efter var det den 21. november, at de første sæt af hendes tvillinger kom til verden, og i år er det så den 23. november.
Det håber man ikke på bliver nødvendigt med de nye isbjørneunger. Der er sat forskellige tiltag i værk for at sikre ungerne den bedst mulige start på livet.
En isbjørn fødes altid i en form for hule, hvor moren får mest mulig ro og tryghed, og derfor er det heller ikke muligt at filme fødslen med andet end et lille kamera i hulen. Du kan se de første billeder af de nyfødte isbjørne øverst på siden.