Isbjørnen Ivan er formentlig på vej til Djursland

Isbjørnen Ivan kan ikke med sin partner i København, og derfor skal han flyttes. Det bliver formentlig til Skandinavisk Dyrepark

Isbjørnene i Zoo i København har det ikke godt, og det kan ses. Parret kan ikke sammen, og derfor skal de skilles. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Isbjørnen Ivan er blevet vejet og fundet for let.

Ikke af Københavns Zoo, hvor han bor, men af hans partner Noel.

Tidligere gik det ellers så godt med de to isbjørne. Men efter at de er blevet voksne, har Noel mistet interessen for Ivan.

Resultatet er, at Noel bliver stresset, fordi Ivan presser for meget på. Og Ivan bliver stresset, fordi han hele tiden bliver mødt af en kold isbjørneskulder.

- Vi skal af med ham. Og der er stor sandsynlighed for, at det bliver til Skandinavisk Dyrepark. Dels fordi de gerne vil have ham. Dels fordi det er dejlig tæt på, siger Bengt Holst, videnskabelig direktør i Københavns Zoo.

Læs også Glad zoo-ejer efter dagens fangst: Aberne har det godt

Ivan har tidligere været på et længerevarende ophold i Skandinavisk Dyrepark, så  han kender stedet.

- Han syntes godt om det. Det var for at beskytte Noel i København, fordi man troede, at hun var drægtig. Det fungerede også godt med de andre isbjørne derover, så det er en god mulighed, siger Bengt Holst.

Den endelige belsutning om, hvor Ivan ender, bliver dog hverken taget af Københavns Zoo eller af Skandinavisk Dyrepark. I Amsterdam sidder der en avlskoordinator, der er ansvarlig for at have det store overblik over isbjørne.

Og det er ham, der bestemmer, hvor den forsmåede isbjørn skal hen, så der kommer den beste avlsbesætning.

Beslutningen om en eventuel flytning bliver truffet i løbet af vinteren.