Isabella og Moffe - venner for livet

For et år siden flyttede Isabella sammen med sin 66 år ældre morfar, Svend Aage. Hun var 25, han var 91. Den hjertevarme historie om Isabella og 'Moffe' var et stort hit i medierne og tiltrak international opmærksomhed. Men hvordan er det egentlig gået siden, og hvilke tanker gør de umage bofæller sig om fremtiden?

Isabella, Moffe og Emil spiser aftensmad sammen hver dag. Det er et ritual. De tre bofæller kigger hinanden i øjnene og snakker om, hvordan dagen er gået. Ritualet brydes kun, hvis AGF spiller fodbold. Så spiser Moffe, der spillede for klubben i sin ungdom, foran fjernsynet.

Det er Isabella og Emil, der køber ind og laver aftensmad. Det er en af de aftaler, der er indgået i huset i Højbjerg. Kæresteparret betaler også for det vand, varme og el, de bruger.

- Vi betaler den udgift, vi er, for ham. Moffe tjener ikke noget på, at vi bor der, men samtidig koster det ham ikke noget, fortæller Isabella.

Der er tre stuer i det 110 kvadratmeter store hus, som Moffe selv har bygget. Han råder over den ene stue, et kontor og et soveværelse, mens Isabella og Emil bor i to stuer. Der er ét badeværelse i huset, og der er rift om det om morgenen. 

Det, der er svært ved at være bedste venner med en på 92, er også noget af det fineste. Tiden er lidt mere kostbar.
Isabella Alberte Hedeager

Isabella er journalistpraktikant, mens Emil læser til maskinmester. Begge er 26 år. Moffe, der retmæssigt hedder Svend Aage Jensen, er pensioneret bygningsingeniør.

Moffe og Isabella har altid været på bølgelængde. De er enige om, at det i høj grad føles som om, de er jævnaldrende.
Moffe og Isabella har altid været på bølgelængde. De er enige om, at det i høj grad føles som om, de er jævnaldrende. Foto: Isabela Alberte Hedeager

Når man 92 år, er kroppen ikke, som den har været. Moffe har pacemaker, han tager blodfortyndende medicin, og han har fået et nyt knæ. Det hindrer ham dog ikke i at dyrke fitness tre gange om ugen. Han går også til skak i Viby Skakklub, og så er Moffe glad for sin iPad, hvor Wordfeud og Quizbattle er de største tidsrøvere. Han har for nylig opdateret iPad'en til den nye 2017-model.

- Han er meget åben overfor nye ting og meget lidt sat i sin måde at tænke eller være på. Han er frisk på at prøve nogle nye ting. Indstillingsmæssigt er han yngre end mange 50-årige. Der er aldrig noget sur, gammel mand over ham, og det er ekstremt væsentligt i forhold til at kunne bo sammen med ham, fortæller Emil. 

Moffes kone, Marie, døde for fem år siden efter længere tids sygdom, og det slog benene væk under ham. De havde været gift i 60 år.

- Det er meget klart, at det er en alvorlig ting at miste den, man har boet sammen med i så mange år. Det er ikke rart. Man savner noget, siger han.

Det bedste er, at jeg kan se, han har det godt, og at jeg ved, at han har det godt, fordi jeg ved, hvad der sker i hans liv.
Isabella Alberte Hedeager

I oktober sidste år flyttede Isabella og Emil ind hos Moffe. Isabella er kommet i huset i Højbjerg, siden hun var en lille pige, mens Emil, der ikke har nogen bedsteforældre tilbage, har fået en 'ekstra morfar'. 

- Emils forhold til Moffe er rigtig godt, og det er også derfor, det fungerer. Det, der er vildt fedt ved at bo sammen tre, er, at der ikke er nogen af os, der går hinanden på nerverne, fordi vi hele tiden ligesom kan rotere. Alle har brug for at have lidt tid alene, fortæller Isabella.

Isabella og Moffe blev landskendte, da TV2 ØSTJYLLAND sidste efterår fortalte historien om, at de ville bo sammen.

Det er tydeligt, når man snakker med dem, at Isabella og Moffe har et særligt forhold. Et venskab. En relation, der stikker dybt.

- Vi har altid været på bølgelængde. Vi har nogenlunde den samme opfattelse af tingene, og vi kan grine sammen. Det er helt som om, vi er to jævnaldrende. Sådan føler jeg det i hvert fald, selv om jeg jo er ved at være gammel. Vi harmonerer rigtig godt sammen, siger Svend Aage.

Isabella, der normalt smiler og taler meget, har let ved at få våde øjne, når hun snakker om sin morfar.

- Han giver mig enormt meget selskab. Han er virkelig en af mine bedste venner. Vi er enormt tætte. Det er fedt at være i selskab med ham, og det giver også en god fornemmelse i maven at vide, at vi ses, siger hun.

Glæden ved at være sammen har affødt serien Morfars World Tour, hvor Isabella og Moffe tager på små og store eventyr sammen. 

Der er altid udfordringer ved at bo sammen. Det gælder også, når man er 26 år og bor sammen med en 92-årig. I huset i Højbjerg er korttidshukommelsen en udfordring. Da trioen købte en hundehvalp, kunne Moffe eksempelvis ikke huske hvalpen, da han så den, selv om bofællerne havde snakket om lige præcis den hvalp i 8 uger. 

- Nogle gange kan jeg godt blive frustreret over, at han ikke kan huske ting, som jeg synes er vigtige. Når folk glemmer noget i min alder, er det som om, de negligerer det, siger Isabella og tilføjer hurtigt:

- Men det er overhovedet ikke tilfældet for ham. Han vælger ikke at glemme noget.

Billedet her er fra Isabellas Instagram-profil @isabellaalberte. Her kan man følge Isabella og Moffes liv sammen via #morfarsworldtour.
Billedet her er fra Isabellas Instagram-profil @isabellaalberte. Her kan man følge Isabella og Moffes liv sammen via #morfarsworldtour.

Der er dog konsensus om, at ulemperne er få, og fordelene er mange, når det gælder den atypiske boligsituation i Højbjerg. 

- Det bedste er, at jeg kan se, han har det godt, og at jeg ved, at han har det godt, fordi jeg ved, hvad der sker i hans liv. Han ved også, hvad der sker i mit liv. Jeg behøver ikke at ringe og spørge, hvordan det går. Det er bare noget specielt, når man bor sammen, siger Isabella.

Det er ikke meget anderledes end et bofællesskab, hvor unge mennesker bor sammen.
Emil Hald Andersen, Isabellas kæreste

Moffe er også rigtig glad for, at han ikke længere bor alene.

- Det har betydet meget, at Isabella er flyttet ind. Det er rart at have et menneske at snakke med. Det er gået vældig godt at bo sammen det sidste år, siger han.

Svend Aage spillede som ung for AGF. Her er han til Superliga-kamp med Isabella.

Men hvad med Emil? En ung mand, der har valgt en kæreste, som gerne vil bo sammen med sin morfar. Er han tilfreds med at dele sin kvinde og sin bolig med Moffe?

- Det er gået godt. Vi har vores afdeling, og han har sin, så vi kan ligesom lukke af. Det er ikke meget anderledes end et bofællesskab, hvor unge mennesker bor sammen. Det er jo ikke fordi, vi passer ham. Det er ikke fordi, vi spiller bingo med ham, siger han.

Isabella har fået et andet forhold til tid, fordi hun har så tæt et forhold til sin morfar.

- Det, der er svært ved at være bedste venner med en på 92, er også noget af det fineste. Tiden er lidt mere kostbar, siger hun.

Jeg har ikke lyst til, at vi skal flytte fra ham igen.
Isabella Alberte Hedeager om 'Moffe'

Isabella og Emil og snakkede for nylig om, at de kunne blive gift på årets længste dag i 2025. Fra den anden side af bordet lyder det: ’Der er jeg 100 år gammel’.

- Der fik jeg lige en mavepuster, for Emil og jeg sad og kastede om os med tid, mens vi bor sammen med en, der har begrænset af det. Det er en påmindelse om at glæde sig over nuet, siger Isabella.

Den svære fremtid 

Hvor længe vil legen være god? Hvor længe kan Isabella, Emil og Moffe bo sammen? Så længe det kan lade sig gøre, lyder svaret. 

Isabella ser gerne, at Moffe flytter med, hvis Emil og Isabella får et barn eller skal flytte i forbindelse med arbejde.

- Vi er ikke på pitstop lige nu, hvor vi lige har en pause, inden vi skal videre. Det her er sådan vores familie er nu, siger hun.

Der er aldrig noget sur, gammel mand over ham, siger Emil om Moffe. Her pusler de to mænd i haven i Højbjerg.
Der er aldrig noget sur, gammel mand over ham, siger Emil om Moffe. Her pusler de to mænd i haven i Højbjerg. Foto: @isabellaalberte

Emil er med på planen. Det samme er Moffe.

- Hun har altid sagt, at jeg skal bo i kælderen, når hun får et andet sted. Jeg kunne godt finde på at flytte med, hvis jeg får tilbuddet. Det afhænger først og fremmest af, hvordan mit helbred er, lyder det fra Moffe.

Moffes helbred er den store joker, men Isabella mener godt, at trioen kan blive boende sammen, selv hvis Moffe begynder at skrante.

- Jeg tænker ikke, at fordi vi bor sammen med Moffe, så overtager vi velfærdssystemet rolle. Jeg tænker ikke, jeg pludselig skal uddanne mig til sygeplejerske og sige mit job op. Så må vi få den hjælp, vi kan få. Jeg har ikke lyst til, at vi skal flytte fra ham igen, siger hun.

Moffe er afklaret med, at han ikke lever for evigt. 'Sådan er det', siger han. Isabella har derimod ikke helt forenet sig med tanken om, at Moffe måske ikke er her om fem år. Hun er med egne ord 'in denial'. 

Det skal være af lyst og ikke af pligt. Sådan lyder Isabellas råd til andre unge, der kunne finde på at flytte sammen med en bedsteforælder. 
Det skal være af lyst og ikke af pligt. Sådan lyder Isabellas råd til andre unge, der kunne finde på at flytte sammen med en bedsteforælder.  Foto: @isabellaalberte

- Men på en eller anden måde ved jeg, at jeg inden for en overskuelig fremtid kommer til at opleve det største tab nogensinde. Det er helt vildt hårdt at vide, men der er ingen grund til at dvæle ved det. Vi ved ikke, hvad tiden bringer. Jeg kan også gå ud foran en bus i morgen, siger hun.

'Jeg tænker aldrig på fremtiden, den skal nok komme'. Sådan skal Albert Einstein have sagt. Sandt er det, at ingen ved, hvad fremtiden bringer. Af samme grund vil Isabella, Moffe og Emil hellere fokusere på nuet og den tid, de har haft sammen.

Isabella, Moffe og Emil har nu boet sammen i et år. TV2 ØSTJYLLAND besøgte dem for at høre om glæderne, udfordringerne og deres forventninger til fremtiden.

- For et år siden havde vi en idé og en plan, men vi vidste ikke, om det ville fungere. Nu er der gået et år, og vi har gjort os nogle erfaringer. Vi kan sige, at vi bor sammen. Det var en af de bedste beslutninger nogensinde, vi tog dengang. Det har vi aldrig fortrudt – tværtimod, siger Isabella.

Af Sten Brøgger, oktober 2017