Isabella får hjælp af app til at holde styr på kræftsygdom

01:52

Aarhus Universitetshospital kører forsøg med mobil-app, hvor patienter løbende kan indrapportere symptomer og medicinforbrug

"Hvor mange smerter har du haft i dag?".

Spørgsmålet kommer fra en app på Isabella Bønnelyckes smartphone. Hun er en af de kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital i Skejby, som deltager i et forsøg, hvor man ved hjælp af en app kan hjælpe både sig selv og lægerne med at holde styr på sin sygdom.

Isabella Bønnelycke fik for et år siden konstateret kræft. I den slags længerevarende sygdomsforløb kan det være svært at huske, hvor meget medicin man tager, eller hvor meget ondt det gør hvilken dag. 

Læs også Over 20.000 kroner cyklet hjem til hospitalsklovne

Med den nye app "How-R-You", der lige nu testes, kan hun besvare et spørgeskema på mobilen, som efter få tryk automatisk bliver overført til hendes læge på sygehuset. 

- Jeg skriver ind, hvad form for smertelindring jeg benytter, hvilke smerter jeg har haft, og hvad form for medicin jeg benytter, fortæller Isabella Bønnelycke til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

På spørgsmålet om smerter kan hun svare, om det er få eller mange smerter, og den slags information er nyttig viden for hospitalspersonalet.

Jeg skriver ind, hvad form for smertelindring jeg benytter, hvilke smerter jeg har haft, og hvad form for medicin jeg benytter.

Isabella Bønnelycke, kræftpatient

Mindre besvær

Også Isabelle Bønnelyckes læge, overlæge Luana Jensen, er godt tilfreds med udbyttet af app'en, som både kan bruges i den daglige kontrol med patienterne, men også på længere sigt i forskningsøjemed:

- Det kan hjælpe os i det daglige med at dosere deres behandling, siger Luana Jensen. 

Tidligere skulle patienterne fra gang til gang besvare spørgeskemaer på papir, som skulle medbringes til kontrolbesøg. Med den nye app er det papirarbejde unødvendigt. 

Overlæge Luana Jensen ser gode muligheder ved at holde styr på patienternes sygdom via en app. 

For Isabella Bønnelyckes eget vedkommende har det udover kontrollen med sygdommen, også haft en gavnlig virkning på en anden måde:

- I starten vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle forholde mig til det her sygdomsforløb. Så synes jeg, det var rart at få en mening med det, ved at kunne hjælpe med noget, fortæller hun.

Indtil videre findes app'en kun på sygehuset i Skejby på forsøgsbasis, men planen er, at den med tiden udbredes til resten af landet. 

Du kan se hele historien om den nye app fortalt i et tv-indslag øverst i artiklen.