Irriteret over pokal-exit: Men Bo ligger ikke søvnløs

AC Horsens-manageren er altid træt af at tabe fodboldkampe, men Superligaen er den klare førsteprioritet for De Gule

04:25

Der var tale om en regulær pokalsensation, da Holbæk onsdag aften sendte AC Horsens ud af DBU Pokalen med et 1-0 nederlag. 

- Det var meget lige. Det var en fodboldkamp uden vanvittigt mange chancer, Holbæk har et par gode forsøg i første halvleg og vi har et par gode i anden. Men et var fair nok, at Holbæk i sidste ender vinder. Det kunne have gået begge veje, siger Bo Henriksen. 

En del af grunden til, at kampen kunne have gået begge veje, skal findes i Bo Henriksens trup til opgøret. I startopstillingen var fire U19-spillere, fem førsteholdsreserver og to fra den reelle idealopstilling.

Og det var ganske enkelt et spørgsmål om prioriteter for Bo Henriksen.

- Det handler om, hvilke heste vi skal spille på, og lige nu er der én hest, der er langt vigtigere end andre og den spiller vi hundrede procent på, forklarer Bo Henriksen med henvisning til Superligaen.

Læs også Østjylland har Superligaens hurtigste fødder

- Det er jo helt kynisk i forhold til de forudsætninger vi har. Både i forhold til økonomi så sandelig, men også på grund af de skader og den skadeshistorik, vi har lige nu. Og det betyder jo, at jeg kynisk satte et hold, hvor jeg vidste, at det blev en fifty/fifty, siger Bo Henriksen.

Manageren forklarer, at der kun var en eller to i truppen mod Holbæk, som vil starte inde i næste runde mod Helsingør.

- Det vigtigste lige nu og her, det er at vi ikke fik flere skader i forhold til kampen på lørdag, som er vores bibel, og som er det, det drejer sig om for os.

AC Horsens tager imod FC Helsingør på lørdag klokken 16:00.