Invalidebil endte i hus
Svensk mand trykkede på speederen i stedet for på bremsen, og så fik et hus ved Hornslet omfattende skader.
26. jun 2007, kl. 10:05
Mere end 30 dage gammel
Ingen personer kom til skade, men til gengæld fik et hus voldsomme skader.
En 24-årig svensk mand havde mandag eftermiddag lånt sin fars invalidebil med automatgear og ville køre en tur.
I Alpedalen ved Hornslet mistede han herredømmet over bilen, da han kom til at træde på speederen i stedet for på bremsen.
Bilen kørte ind gennem en have og ramte et hus.
Påkørslen var så voldsom, at bilen kørte gennem en dobbeltmur og skubbede skabe og en opvaskemaskine rundt i køkkenet.
Der var heldigvis ingen hjemme i huset, da det voldsomme uheld skete.