Intet tilsyn med vindmøller
Kravene til tilsyn er ikke gode nok, mener Dansk Vindmølleforening, efter at en vindmølle løb løbsk nær Hornslet.
De omkring 5000 danske vindmøller snurrer uden for myndighedernes kontrol, skriver NORDJYSKE Stiftstidende tirsdag.
Fra det offentliges side stilles der hverken krav til de firmaer, der vedligeholder vindmøller, til servicens omfang eller til servicerapporten, som vindmøllens ejer får. To møller er inden for få dage havareret herhjemme.
- De kortfattede rapporter fortæller ikke noget, der gør én klog på vindmøllens tilstand. I nogle tilfælde er den blot en opgørelse af tidsforbruget, siger konsulent i Danmarks Vindmølleforening,
Strange Skriver.
Han har i mange år forsøgt at formå servicefirmaerne til at lave mere fyldige servicerapporter.
- Men ingen har vist sig interesserede, siger han og fastslår, at det gælder både fabrikanterne af vindmøller, der også yder service, samt striben af mindre firmaer, der også opererer på området.
De to danske fabrikanter - Vestas og Siemens - er certificerede, og det samme gælder et enkelt mindre servicefirma, mens en håndfuld firmaer ikke har papir på deres kunnen.