Intet påbud til partier

Tidlig opsætning af plakater får ikke konsekvenser

Flere partier tyvstartede fredag med at hænge valgplakater op i lygtepælene.

Det skete blandt andet i Aarhus, hvor Liberal Alliance fik et påbud fra Aarhus Kommune om at fjerne plakaterne.

Liberal Alliance var dog langt fra det eneste parti, der ikke kunne vente indtil deadline fredag midnat.

Forskellen er bare, at de andre partier ikke har fået eller får et påbud fra kommunen.

Det bekræfter Trafik og Veje ved Aarhus Kommune i dag overfor TV 2 | ØSTJYLLAND:

- De har ikke fået noget påbud. Vi fik en henvendelse om Liberal Alliances plakater og handlede efter det, men fik ikke nogle henvendelser om de andre partier. Det var først sent på eftermiddagen, at vi blev gjort opmærksom på, at de andre partiet også hang plakater op før tid. Der var det bare for sent til, at vi kunne gøre noget, siger afdelingsingeniør Trine Buus Carlsen fa Aarhus Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Besked om at hænge plakater lovligt

Trafik og Veje vil til næste valg skærpe reglerne over for de tidlige plakatopsættere, så de selv får lov til at fjerne plakaterne igen - for egen regning.

Selvom ikke alle partier i år har fået påbud, understreger hun, at kommunen i dag har sendt en besked til alle partierne om, at valgplakaterne skal hænge efter reglerne.

- Vi har ikke gjort mere ved det nu. Vi har i stedet sendt en skrivelse ud til alle partierne om, at flere af plakaterne hænger ulovligt. Nogle plakater hænger for højt og nogle i en midterrabat, så det skal de nu rette ind efter, siger afdelingsingeniør Trine Buus Carlsen fra Aarhus Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Partierne har nu 24 timer til at hænge plakaterne efter reglerne.