Intet Bilka i Randers
Ny lov kom kommunen i forkøbet
Planerne om et stort Bilka-varehus i det sydlige Randers er nu endegyldigt skudt ned.
Randers Kommune arbejdede ellers på højtryk for at give tilladelse til, at der kunne opføres et varehus i Paderup. Planerne har været i høring indtil 20. marts, hvorefter der ifølge planloven skal gå mindst fire uger, inden politikerne må vedtage lokalplanen og kommuneplantillægget for området endeligt.
Imidlertid sætter et folketingsflertal nu en stopper for planerne. Regeringen har i samarbejde med Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti i går vedtaget at rulle flere bestemmelser i planloven tilbage.
Ændringen betyder blandt andet, at det ikke bliver muligt for store varehuse, som for eksempel Bilka, at opføre nye udvalgsvarebutikker på over 2.000 kvm uden for bymidten, med undtagelse af Odense, Aalborg, Esbjerg, Aarhus og København.
Da ændringerne akkurat kommer inden, at Randers Kommune har givet grønt lys til Bilka, bliver Dansk Supermarkeds planer om et nyt varehus i Randers ikke til noget.