Internettet fejres i Aarhus: Nøgleordet er digital tryghed
Internetfestivalen Internet Week Denmark løber snart af stablen i Aarhus
Det ventes at flere end 7000 mennesker vil lægge vejen forbi, når Aarhus Kommune og en række partnere i næste uge slår dørene op Internet Week Denmark.
Internetfestivalen byder på over 100 events, der sætter fokus på teknologi, digitale muligheder og kreativitet i og omkring Aarhus.
Det er fjerde år i træk, at festivalen afholdes i Aarhus, og i år er nøgleordene digital tryghed.
- Det handler om, at vi allesammen skal lære at agere på internettet, og at vi allesammen skal føle os trygge, siger Mai Skou Wihlborg, der er projektleder for Internet Week Denmark, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun fortæller, at programmet stikker i flere retninger, men at der vil være flere borgerrettede arrangementer.
- Der er blandt andre arrangementer med Emma Holten og Sisse Sejr-Nørgaard, og på Dokk1 vil der være et arrangement om digital tryghed for mødre- og fædregrupper, siger Mai Skou Wihlborg.
Et glimt af fremtiden
Derudover kan man blandt meget andet se på droner, overvære en eSport-turnering og blive suget ind i en verden af virtual reality.
- Sidste år deltog flere end 6.000 mennesker i løbet af festivaldagene, så det vidner om, at mange er interesseret i at få et indblik i de digitale muligheder og måske også et glimt af fremtiden, siger Mai Skou Wihlborg.
Internetfestivalen skydes i gang fra rådhuset i Aarhus og spreder sig blandt andet til Dokk1 og Aros. Det er gratis for alle at deltage i arrangementerne.
Fakta om Internet Week Denmark
Hvor: Østjylland, primært i Aarhus
Hvem: Festivalen er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Business Region Aarhus og en lang række andre frivillige partnere.