Intern uenighed i DF
Flere østjyske folketingskandidater fra Dansk Folkeparti er utilfredse med partifælles udmelding
Det er planen, at der skal opføres et veteranhjem i Gellerup tæt ved Aarhus, og det har vakt bekymring hos flere af veteranerne, der føler sig utrygge ved at skulle have deres veteranhjem i Gellerup.
Men den bekymring har byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Aarhus Kommune Knud Mathiesen fuldstændig afvist. Han har overfor Århus Stiftstidende kaldt det for 'syge udtalelser', og han står klart for den holdning, at et veteranhjem i Gellerup sagtens kunne fungere uden problemer.
Se: Moské: De skal ikke frygte os
Men den holdning repræsenterer ikke Dansk Folkepartis holdning til spørgsmålet. Det fremgår af en udtalelse fra de tre folketingskandidater Johnny F. Andresen, Michael Nedersøe og Hans Braad.
- Knud Mathiesen taler, noget skammeligt og nedladende om disse soldater, ved at påstå, at de kommer med 'syge udtalelser', grundet deres bekymring om placeringen af veteranhjemmet. Netop udtalelsen om, at 'de måske ikke skulle have været udsendt som soldater, når de er så bange for planen' er en ussel og ringe indsigt i soldatens lod, efter krig. Netop de oplevelser der har givet dem ar på sjælen, har vist, at de har behov for forståelse og accept for de oplevelser de har haft. Her mangler Knud Mathiesen en empati for soldaternes tilstand, skriver de tre folketingskandidater blandt andet.
Se: Veteraner siger nej til Gellerup
Her slår de tre fast, at man ønsker en diskussion om hvorvidt det er et hensigtsmæssigt sted at placere veteranhjemmet.
- Der er ingen tvivl om, at det er ønskeligt at man får modspil til Gellerup, skriver de.