Intern splittelse i Kempler Instituttet
En af landets mest kendte uddannelsesinstitutioner, Kempler Instituttet i Odder, er plaget af økonomisk rod og intern splittelse.
Instituttet har gennem 30 år uddannet familieterapeuter, men siden instituttet fik ny direktør i 2007, er det gået ned ad bakke.
Direktør og ejer af Kempler Instituttet, Susanne Broeng, skriver på instituttets hjemmeside, at hun brænder for at være med til at lave et godt og spændende uddannelsesmiljø, men flere anonyme kilder fortæller til P4 Østjylland om en meget broget hverdag.
Otte lærere, der underviser på instituttets familieterapeutuddannelse, har sagt op. Det seneste regnskab viser, at instituttet på to år har fået et samlet minus på over tre millioner kroner.
De studerende har dannet en stærkt kritisk forening med 103 medlemmer.
Formanden for foreningen, Dorte Hansen, vil ikke interviewes, men i en pressemeddelelse skriver hun, at langt de fleste af medlemmerne ikke vil fortsætte deres uddannelse på Kempler Instituttet efter nytår.
De studerende er utrygge ved instituttets dårlige økonomi, og at deres lærere forladet stedet. Men de er især vrede over Susanne Broengs ledelsesstil.
Susanne Broeng afviser kritikken, og hun mener, at lærerne og de studerendes utilfredshed skyldes de ændringer, hun har lavet for at rette økonomien op.
Kilde: P4 Østjylland