Interesse for rumforskning boomer

Ifølge astronom skal Østjylland udnytte potentialet i rumforskning

02:43

1 af 2

Den første dansker i rummet smitter positivt af på østjyske virksomheder, og det kan få stor betydning i fremtiden, mener astronom Ole J. Knudsen fra Aarhus Universitet.

- Det er helt fantastisk. Det er en mulighed for at inspirere børn og unge, som nu kan sige: Når Andreas kunne, så kan vi sørme også. Så kan de komme i gang med en eller anden forskningskarriere, siger han i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Hvis vi kan bruge andre lande som eksempel, som også har fået deres første astronaut op, så vil det give et boom i interessen for forskningen på alle niveauer i de kommende år, fortsætter han.

Østjysk del i kæmpe stort rumprojekt

Østjylland har de seneste år været dybt involveret i rumforskningen ved at producere avanceret teknologi fra Blandt andre virksomhederne Terma og Omartex.

- Firmaer som dem her, de er inde i varmen, de tjener ikke styrtende med penge lige nu. Men de er med, og det at være med i rumforskning giver en enorm prestige blandt kollegaer og kunder, og det kan smitte af, siger Ole J. Knudsen.

- Men vi udnytter slet ikke det potentiale, som Danmark har, for vi kan noget med vores hjerner og vores hænder, som er meget bedre end det, man kan andre steder. Men vi mangler støtte til at investere.

Nu hvor Danmark har fået en mand i rummet, er der dog kommet et større fokus på området.

Øverst på siden kan du se hele interviewet med astronom Ole J. Knudsen.