Intelligent fugleskræmsel
Bruger fuglens egen lyd
To forskere fra Aarhus Universitet har opfundet et fugleskræmsel, der bruger fuglenes egen lyd til at skræmme dem væk. Og det er så smart, at fugleskræmslet har vakt opsigt langt ud over Danmarks grænser.
- Fugleskræmsler, som vi kender dem i dag, mister deres virkning efter kort tid, fordi fuglene vænner sig til dem. Men vores fugleskræmsel er intelligent og kan ændre sig, forklarer Kim Arild Steen, der er ph.d.-studerende. Som ingeniør har han en viden om teknik, som han har koblet med den viden, hans makker, biolog Ole Roland Therkildsen har om fugle. Og det er altså blevet til fugleskræmslet AniMan.
- Vi præsenterede det på Nordeuropas største landbrugsmesse sidste år. Og siden har vi fået henvendelser fra hele verden fra virksomheder og landmænd, der er interesseret i det, fortæller Kim Arild Steen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
AniMan, har en indbygget hjerne - en computer, der kan afkode fuglelyde omkring sig, og udsende advarselssignaler på fuglenes egne sprog. Computeren er koblet til en højttaler på marken, og når eksempelvis en rågeflok gør klar til landing, udsender computeren lyden af råger der er i panik og flygter. Og så er der ingen råger, der lander på den mark.
Fugleskræmslet bliver stadig testet og udviklet, men de to forskere forventer at kunne sælge deres opfindelse fra slutningen af 2013.
I videoen øverst på siden kan du se, hvordan fugleskræmslet få en flok gæs til at flygte. Videoen er dog uden lyd.