Integrationsråd nomineret til pris
Integrationsrådet i Randers er blevet nomineret til integrationsrådsprisen, som uddeles senere i oktober.
Integrationsrådet i Randers er blevet nomineret til integrationsrådsprisen, som uddeles af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
Det er arbejdet med "Kulturdialog og netværksdannelse", som har fået ministeriet til at nominere rådet.
I en pressemeddelelse skriver integrationsrådet, at man gennem dette arbejde har bygget bro mellem danskere og personer af anden etnisk oprindelse samt medvirket til at styrke de institutioner, foreninger og enkeltpersoner, der på tværs af etnisk oprindelse har vist interesse i at medvirke til at styrke integrationen i Randers.
I omtalen af prisen skriver ministeriet blandt andet, at integrationsrådenes arbejde er vigtigt for udvikling af integrationsindsatsen, og ministeren ønsker med prisen at formidle de bedste indsatser til inspiration for andre integrationsråd.
Rådet skal dyste med to andre om prisen. Hvem, der får den, afsløres ved en prisoverrækkelse i Cirkusbygningen i København den 25. oktober.