Insekterne titter frem: Man skulle tro det var marts

Mariehøns og andre insekter kan allerede nu ses i den østjyske natur. Sidste år var der først tilsvarende niveau sidst i marts.

00:12

VIDEO: Mariehøns er biller, og de kan blive op til 12 millimeter store. Den mest almindelige mariehøne er den syvplettede mariehøne med røde farve og sorte prikker.

Forleden oplevede vi den varmeste dag så tidligt på året siden 2002. Temperaturen nåede op på 12,7 i det østjyske, hvilket også har fået insekterne til at titte frem.

Ifølge naturvejleder Morten D.D. Hansen oplevede man sidste år først samme niveau i slutningen af marts.

Der er liv og glade dage derude. Vi så både svirrefluer, humlebier og honningbier. Det er skidesjovt, og vi klager ikke.

Morten D.D. Hansen, naturvejleder og museumsinspektør, Naturhistorisk Museum

- Det er simpelthen, som om det var marts. Sidste år skete det først den 26. marts. Altså næsten halvanden måned senere, fortæller han.

For blot et par timer siden var Morten D.D. selv ude i Universitetsparken i Aarhus for at gå på opdagelse i det tidlige forår.

- Der er liv og glade dage derude. Vi så både svirrefluer, humlebier og honningbier. Det er skidesjovt, og vi klager ikke, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Den syvplettede mariehøne

Selvom mariehønsene normalt ses i begyndelsen af marts, er det ikke første gang, man ser dem i februar.

Fremkomsten skyldes nemlig en kombination af høje temperaturer og solens stråler, hvor der er bladlus, der får mariehønsene til at parre sig og lægge æg.

Læs også Derfor er der så mange mariehøns lige nu

- De første, vi ser, er de syvplettede mariehøns, der kravler indenfor sidst på sommeren og i efteråret, fortæller Marianne Graversen, der er naturvejleder på Naturhistorisk Museum. 

En femårig pige holder nænsomt mariehøns i massevis. Lige nu er der rigtig mange mariehøns i træer og buske. Foto: Sten Brøgger

Overvintrer indenfor

Da der generelt er højere temperaturer i byerne, er det oftest her, man oplever store mængder.

- De er en varmekrævende art, der har overvintret indendørs og siddet beskyttet i mørket. Når temperaturen stiger, og folk begynder at åbne vinduerne, kan mariehønsene opleves i store mængder, selvom man ikke har lagt mærke til dem indenfor, fortæller Marianne Graversen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er dog først i højsommeren, at de fleste mariehøns kan opleves - nærmest som en invasion.