Ingeniører vil hjælpe gymnasieelever med matematik i storkonflikt

Vi har en matematisk baggrund, og det kunne være, de har nogle spørgsmål, som vi har nogle svar på, lyder det fra ingeniørfirmaet Enversion

Gymnasieeleverne kan få hjælp af en række ansatte, der selv er i 20'erne og tydeligt kan huske skolebænken.

Hvis en storkonflikt rammer landet, kan det blandt mange andre gå ud over gymnasieeleverne i Østjylland.

I Aarhus har medarbejderne i et ingeniørfirma valgt at stille deres kompetencer til rådighed, hvis de aarhusianske 3.G'ere har brug for en hjælpende hånd.

Vi er 8 gymnasier i Aarhus, som står og er pressede til eksamen til sommer. Alt hjælp bliver modtaget med kyshånd.

Laura Bjerregard Sørensen, 3.U, Risskov Gymnasium 

- Vi vil gerne hjælpe de kære gymnasieelever, for vi kan jo se, at de kommer til at blive klemt af den her storkonflikt. De skal op til nogle eksamener, og hvis vi kan hjælpe dem med nogle spørgsmål, de måtte have til matematik, så vil vi hellere end gerne det, siger Jacob Høy Berthelsen, der er grundlægger af ingeniørfirmaet Enversion.

Læs også To Aarhus-gymnasier udtaget til konflikt: Undervisningen bliver aflyst

Han understreger, at medarbejderne i firmaet ikke er gymnasielærere og derfor ikke uddannede til undervisning.

- Men vi er ingeniører, og vi har en matematisk baggrund, og det kunne være, de har nogle spørgsmål, som vi har nogle svar på, siger han.

00:54

Vi er meget kede af, hvis nogen ser os som skruebrækkere. Vi vil bare gerne lave lektiehjælp, lyder det fra Envisions grundlægger, Jacob Høy Berthelsen.

Luk video

Mange af de ansatte i det aarhusianske ingeniørfirma er i 20'erne, og det kan være en gevinst.

- Det er ikke så lang tid siden, vi selv sad på skolebænken. Jeg kan godt huske, at hvis man ikke er forberedt ordentlig, så er det virkelig skrækindjagende at gå til en eksamen, siger Lasse Bonner, der er information engineer hos Enversion og fortsætter:

- Vi synes matematik er virkelig sjovt, ellers så ville vi ikke være her, og vi vil gerne dele ud af de kompetencer, vi har.

00:48

Lasse Bonner fra Envision kan tydeligt huske, hvor ubehageligt det er at gå til eksamen, hvis man ikke er ordentlig forberedt.

Luk video

Firmaet har oprettet en Facebook-begivenhed for at gøre opmærksom på deres initiativ. Her lyder flere af kommentarerne, at medarbejderne i Envision er nogle skruebrækkere.

- Der er mange følelser i det her, og vi er meget kede af, hvis nogen ser os som skruebrækkere. Det er ikke hensigten, vi vil bare gerne lave lektiehjælp, siger grundlægger Jacob Høy Berthelsen.

Læs også Karakterfrie gymnasier: - Man oplever ikke samme stressniveau

Gymnasieelever tager imod med kyshånd

Anderledes positive tilbagemeldinger får TV2 ØSTJYLLAND torsdag fra gymnasieeleverne på Risskov Gymnasium.

- Det er et vildt fedt initiativ. Problemet er bare, at der er sindssygt mange, der har brug for hjælp. Vi er 8 gymnasier i Aarhus, som står og er pressede til eksamen til sommer. Alt hjælp bliver modtaget med kyshånd, tænker jeg, siger Laura Bjerregard Sørensen fra 3.U. 

Hun vil selv blive hårdt ramt, hvis hendes eksamener eksempelvis bliver rykket til sensommeren som en konsekvens af en storkonflikt.

- Jeg har planlagt en 6 måneders rejse i august, og den er lidt svær at flytte rundt på. Det bliver besværligt, hvis vi skal til sygeeksamen i august, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

01:45

Laura Bjerregard Sørensen har planlagt en lang rejse til august, og det passer rigtig dårligt med eventuelle sygeeksamener.

Luk video

Ifølge Laura Bjerregard Sørensen kan undervisningen op til 3.G'ernes eksamen blive hårdt ramt af en konflikt.

- I nogle fag mangler vi en hel del af pensum, og det er noget, vi kan komme op i, siger hun.

Bilal Abdu, der går i 3.D og har matematik på A-niveau, kunne godt finde på at tage imod tilbuddet fra ingeniørfirmaet.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé. Jeg vil egentlig bare gerne have det overstået, så vi kan få vores hue, så det er megafedt med noget hjælp fra nogle andre mennesker, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan kan den varslede strejke og lockout ramme

* Statens chefforhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V), har varslet en lockout for 120.000 statsansatte. Det svarer til to tredjedele af arbejdsstyrken.

* Lockouten rammer blandt andet ingeniører, dele af tog- og flytrafikken og undervisningsområdet.
* 15.000 statsligt ansatte er udtaget til strejke, der kan starte 4. april.

Det regionale område:

* Dansk Regioner har varslet en lockout af omkring 70.000 regionalt ansatte. Det svarer til cirka halvdelen af arbejdsstyrken i regionalt regi.

* Regionernes hovedopgave er at drive det danske sygehusvæsen. Lockouten vil ramme 20 sygehuse.
* Sårbare patientgrupper - herunder psykiatriske patienter - og akutte funktioner rammes ikke, mens et nødberedskab skal søge for, at ingen patienter kommer i livsfare.

12.000 til 15.000 er udtaget til strejke, der kan starte 4. april.

Det kommunale område:

* Kommunernes Landsforening, KL, har varslet en lockout af omkring 250.000 ansatte. Det svarer til, at halvdelen af de kommunalt ansatte vil blive ramt.

* En lockout vil blandt andet ramme de ansatte på landets folkeskoler.

* Ældreområdet, handicapområdet og vitale infrastrukturer blandt andet kraftvarmeværker er fritaget.
* Fagforeningerne har varslet strejke for 10.900 - 5900 lærere og 5000 pædagoger - fra 4. april.

Kilder: Ritzau, Danske Regioner, CFU, Finansministeriet