Ingen Tour til 'Oksen'
Chris Anker Sørensen ikke udtaget
Den østjyske klatrer Chris Anker Sørensen fra Hammel er ikke blandt de ni ryttere, der netop er blevet udtaget til at køre dette års Tour de France for det dansk baserede hold Team Saxo-Tinkoff.
Team Saxo-Tinkoff har her til eftermiddag, på holdets hjemmeside, offentliggjort hvem der skal hjælpe den spanske stjernerytter Alberto Contador i kampen om Tour de France sejren, og her er der altså ikke blevet plads til "Oksen fra Hammel".
- Vi stiller til start i Touren for at vinde løbet med Alberto. Så vi har selvfølgelig forsøgt at udvælge de ryttere, der passer bedst muligt ind i vores overordnede strategi, og vi har forsøgt at identificere og samle alle de kompetencer, vi har brug for på holdet for at kunne give Alberto den bedst mulige støtte og beskyttelse i løbet af de tre uger på både flad vej og i hektiske finaler, i bakket terræn, i bjergene og på holdstidskørslen, siger Philippe Mauduit, der er Team Saxo-Tinkoffs ledende sportsdirektør under Tour de France på Team Saxo-Tinkoffs hjemmeside.
Der er ingen danskere blandt de ni udtagede Team Saxo-Tinkoff-ryttere til Tour de France, men Chris Anker Sørensen er blandt reserverne, hvis der alligevel bliver brug for ham inden starten på løbet.
- I år har konkurrencen om at køre sig på vores Tour-hold været skarpere end i mange år. Flere end de ni udvalgte ryttere havde uden tvivl fortjent en plads, og i vores gruppe af reserver har vi i Nicki Sørensen, Chris Anker Sørensen og Michael Mørkøv tre meget kompetente og formstærke gutter, der er klar til at træde til om nødvendigt. Og også Matti Breschel har været strålende kørende på det seneste. Personligt har det været en meget svær beslutning ikke at have et dansk islæt i truppen. Men vi har committed os til at pege på den gruppe, vi mener har den bedste sammensætning i forhold til at indfri vores overordnede mål om at vinde, siger holdejer, Bjarne Riis, til Team Saxo-Tinkoffs hjemmeside.
Tour de France starter lørdag den 29. juni på Korsika.