Ingen tip om nøgletyve
Selvom politiet har udsendt fotos, har ingen henvendt sig med navne på de to tyve
Selv om flere medier - heriblandt TV 2 ØSTJYLLAND -har bragt video og fotos af de mænd, der slæber af med nøgler til 250 daginstitutioner i Aarhus, har politiet tirsdag morgen ikke fået tip.
- Vi håber selvfølgelig på at få henvendelser, for det er glimrende fotos, siger politikommissær Mogens Brøndum.
Kuppet gik ud over rengøringsselskabet ISS i Åbyhøj - formentlig lørdag aften. Her opbevarede selskabet nøgler til 250 institutioner og ni skoler sammen med de tilhørende alarmkoder.
For tyvene er opgaven ikke så svær, hvis de har tænkt sig at gøre brug af nøgler og alarmkoder. De tilhørende adresser var der nemlig også.
ISS har beklaget fejlen, som betyder, at Aarhus Kommune nu formentlig skal til at udskifte låse på de mange institutioner og skoler.
Og dermed er der udsigt til en millionregning.
Tyvene menes allerede i fem tilfælde at have gjort brug af nøgler og alarmkoder, oplyser Østjyllands Politi. Natten til tirsdag har der dog ikke været nye sager.
ISS har udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan føre politiet på sporet af nøgler og alarmkoder. De lå i to pengeskabe.