Ingen sukker i skolen
Elever må ikke forlade skolen i frikvartererne
Slik, sodavand, chips og kage. Der er ingen grænser for, hvad skoleelever kan finde på at proppe i munden, når skoleklokken ringer ud til frikvarter.
Flere østjyske folkeskoler har derfor nu indført udgangsforbud i frikvartererne, så eleverne ikke har mulighed for at gå til kiosken eller supermarkedet for at forsyne sig med slik og andre søde sager.
Odder Kommune er en af de kommuner, som har en stram sukkerpolitik.
På Skovbakkeskolen i Odder oplever man, at nul sukker har flere fordele. Det giver nemlig både bedre koncentration og færre huller i tænderne.
Hvis eleverne trodser forbuddet og forlader skolens område, kan deres forældre ende med at blive ringet op af skolelederen og få besked på at holde deres børn hjemme i tre dage.
- Det første halve år, der tænkte jeg: Hvad har vi dog rodet os ud i? Der gik noget tid, før børnene forstod, at det altså var alvor. De sidste to år har jeg haft samtaler med to elever, så det er ikke noget problem længere, siger skoleleder Jette Nauntofte fra Skovbakkeskolen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere til skolens nultolerance-politik over for sukker i vores indslag ovenfor.