Randers-borgmester tvinges ikke til at sige undskyld

Beskyldninger mod partierne bag den nye skolestruktur fløj gennem luften til byrådsmøde, men der var ingen opbakning til yderligere sanktioner

Daniel Madié (th) krævede på mandagens byrådsmøde en undskyldning fra borgmesteren. Men forslaget blev ikke vedtaget.

Især Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen (stående) var efter borgmesterens på byrådsmødet.

1 af 2

På mandagens byrådsmøde i Randers blev hele forløbet omkring vedtagelsen af en ny skolestruktur med flere skolelukninger til følge atter bragt til debat. For nylig har Social- og Indenrigsministeriet nemlig konkluderet, at alle byrådspolitikere skulle have haft indsigt i PowerPoints under processen. I den forbindelse savner flere af byrådets medlemmer stadig en undskyldning fra borgmesteren og andre sanktioner.

- Jeg glæder mig over afgørelsen fra ministeriet i den her meget alvorlige sag. Håndteringen af sagen viser jo desværre, at forbrydelse betaler sig. Borgerne blev snydt og frataget muligheden for at præge debatten. De fortjener en undskyldning, var den klare holdning fra Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen, og han blev bakket op af De Konservative.

- At en del af processen omkring skolestrukturen blev mørkelagt, fik stor betydning for det endelig skoleforlig, og nu bør en undskyldning være på plads. Jeg har selv undskyldt, da jeg var en del af flertallet, og det bør borgmesteren også gøre nu, sagde Daniel Madié (K).

Byrådspolitikerne i Randers stod nærmest i kø for at kritisere Venstre og borgmester Claus Omann Jensen ved mandagens byrådsmøde. Så lang kø at mødet først var færdigt efter midnat.

Hos Beboerlisten var en undskyldning langt fra nok. Listens Bjarne Overmark benævnte politikerne i forligspartierne som svagpissere og krystere, og da en omkonstituering blev gennemført i kølvandet på skoleprocessen, mener han, at de nye folk i udvalgsposter nu bør tage konsekvensen af ministeriets udtalelse.

- Omkonstitueringen har jo nu vist sig at være lavet på et ulovligt grundlag, og dem der har fået udvalgsposterne har fået dem på ulovlig vis. De bør træde tilbage, men har de ikke nok ære til at gøre, lød de hårde ord fra Bjarne Overmark.

Bør kigge fremad nu
Andre kritikere af flertallet bag skolestrukturen besindede sig dog, og så i stedet fremad. Det gjorde sig gældende for Radikale Venstre, hvor Mogens Nyholm opfordrede til fremover at droppe de lukkede rum for at fremme demokratiet.

- Det er for pinligt, at Randers Kommune igen gør sig uheldigt bemærket på den her måde, men vi skal også videre nu og have sat et punktum, var SFs Charlotte Bromanns syn på sagen.

Læs også Råd til nyt it efter skolelukninger

Og det hele mundede så ud i en afgørelse af, om borgmesteren Claus Omann Jensen (V) skulle tvinges til at sige undskyld for håndteringen af sagen. Det foreslog Daniel Madié fra De Konservative nemlig. Men kun fem ud af 31 byrådsmedlemmer stemte for.

Heller ikke en ekstern undersøgelse af forløbet var der opbakning til. Byrådsflertallet godkendte i stedet det svar, som forvaltningen har udarbejdet til ministeriet.

Også borgmesterens tillid til kommunaldirektøren og embedsfolkene i kommunen blev der sat spørgsmålstegn ved fra flere sider, men her udtrykte han fuld tillid, ligesom Venstres byrådsgruppe bakkede op om forvaltningen.