Ingen statspenge til jernbanebro
Staten vil ikke betale ekstraregning for en jernbanebro over Grenaavej i Århus.
Broen ved Danmarks mest befærdede jernbaneoverskæring på Grenaavej i Århus bliver måske alligevel ikke til noget.
Det står fast, efter at repræsentanter for Århus Amt i dag holdt møde med trafikminister Flemming Hansen (K).
Den østjyske delegation forsøgte at få Staten til at skæppe yderligere i kassen end de små 25 millioner kroner, den allerede har afsat. Det har nemlig vist sig, at projektet bliver dyrere end ventet, og derfor er de 25 millioner ikke nok.
I forbindelse med dagens møde lykkedes det ikke for Århus Amt at få den nødvendige accept. Dermed risikerer projektet at blive forsinket eller i værste fald helt droppet.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i tirsdagens udsendelser.