Ingen service til elbiler

Må vente i månedsvis på batteriskifte

Miljøentusiastiske el-bilister må vente flere måneder endnu, før de kan skifte deres elbilbatteri på de østjyske landeveje.  Det oplyser DR Østjylland.

For virksomheden Better Place, der udbyder services til elbiler, har udskudt indvielsen af deres batteriskiftestationer ved Stilling og Randers.

Årsagen er ifølge kommunikationsdirektør Susanne Tolstrup, at Better Place skal have testet hver station 1000 gange inden den kan tages i brug - og den proces er forsinket.

- Det handler om at få bilen og softwaren og robotterne i stationen til at spille sammen fuldstændig perfekt, og det har simpelthen taget længere tid end forventet, siger Susanne Tolstrup til DR Østjylland.

Better Place mener derimod ikke, at der er for få kunder med el-biler til, at det kan betale sig at åbne batteriskiftestationerne.

- Det har ikke noget med det at gøre, fordi de kunder, der kommer til at bruge vores batteriskiftestationer, har først fået deres biler leveret i midten af maj, siger Susanne Tolstrup.

I øjeblikket kører der 1140 elbiler rundt på de danske veje, og kun omkring 200 af dem er de såkaldte fluidbiler, der kan benytte batteriskiftestationerne.

Hos Dansk Elbil Alliance, der repræsenterer virksomheder med interesse i at få elbiler på markedet, erkender branchechef Lærke Flader, at salget af elbiler er gået langsommere end man forventede i starten.

- Nu er det blevet mere hverdag, og vi må konstatere, at tingene tager længere tid, end vi lige regnede med, siger Lærke Flader.

Better Place havde et underskud på 95 millioner kroner før skat i 2011. Og med investeringen i de nye batteriskiftestationer er det nødvendigt med mere end 200 potentielle kunder.

- Hvis det var sådan, at vi skulle bygge vores forretningsmodel på 200 biler, ville det jo ikke kunne betale sig. Men vi har en forventning om, at langt flere danskere tager elbilen til sig, når de først ser, at den fungerer, siger Susanne Tolstrup.

Better Place åbner deres første batteriskiftestation i Gladsaxe på mandag.

I alt åbner de 20 stationer over hele landet og firmaet regner med at åbne i Østjylland i sensommeren.