Ingen revanche til BSV

Tabte 22-26 til AG København på hjemmebane

BSV-spillerne fik sølvmedaljer om halsen efter at have tabt finalen mod AG København i sidste sæson. Også i denne sæson er den københavnske overmagt tilsyneladende for stor for Silkeborg-spillerne.

AG København fik onsdag rejst sig efter to svage præstationer i Herre Håndbold Ligaen, da de forsvarende mestre slog Bjerringbro-Silkeborg 26-22 i en gentagelse af sidste sæsons DM-finale.

I de to seneste kampe mod Sønderjyske og Skive har spillet ellers ikke været prangede fra københavnernes side.

Men onsdag viste Mikkel Hansen og hans slæng, hvorfor de stadig er storfavoritter til at genvinde guldet.

Bjerringbro-Silkeborg kunne takke målmand Jannick Green for, at holdet ikke blev løbet over ende i starten af kampen.  Københavnerne kombinerede sig gang på gang fint igennem hjemmeholdets forsvar, men BSV-keeperen tog godt fra i målet.

Og når Jannick Green ikke fik lapperne på, var udeholdets spillere flittige til selv at smide bolden på træværket eller helt forbi mål.

Pillede angribere ud
Jannick Green, der var foretrukket frem en halvsyg Niklas Landin, pillede angreb efter angreb AG København-spillerne ud, og beviste, at landstræner Ulrik Wilbek roligt kan fortsætte med at holde øje med to keepere fra BSV.

De mange redninger var dog ikke nok. Bortset fra gæsternes mange afbrændere fungerede deres angrebsspil upåklageligt, og playmaker Snorri Gudjonsson fordelte boldene, som det passede ham.

I den anden ende viste AG København effektivt forsvarsspil, der gjorde det svært for hjemmeholdet at spille sig til chancer i det etablerede angrebsspil.

Med sejren fik AG København en perfekt optakt til søndagens storkamp i Champions League, hvor Montpellier med verdensstjernen Nikola Karabatic gæster Brøndby Hallen.