- Ingen racister i vores gader
Protesterede mod anti-islamisk demonstration
Selvom det er den anti-islamiske organisation Pegida, der har fået mest opmærksomhed i medierne omkring deres demonstration, var det moddemonstrationen, der tiltrak flest mennesker.
Flere hundrede aarhusianere bakkede her til aften op om demonstrationen, som foreningen 'Aarhus for Mangfoldighed' havde arrangeret i protest.
Demonstrationen begyndte omkring samme tidspunkt som Pegidas og bevægede sig fra Den Gamle By og hen til Rådhuspladsen i Aarhus.
Med sig havde folk både fakler, flag og store bannere med budskaber som 'Nej til racisme'
Da demonstranterne ankom til Rådhuspladsen blev der flere gange råbt højt i kor 'Ingen racister i vores gader'.
På Rådhuspladsen stimlede folkemængden sammen for at høre på en række taler, som blev fremført med hjælp fra en megafon.
Du kan se en video fra moddemonstrationen på Rådhuspladsen øverst i artiklen.