Ingen Oscar til Malmros
Sorg og Glæde er ikke længere i spil til en Oscar
Når den 87. udgave af Oscar-uddelingen løber af stablen 22. februar 2015 bliver det ikke Nils Malmros' film "Sorg og Glæde", der løber med titlen som årets bedste udenlandske film.
Den aarhusianske filminstruktørs drama er ikke med på listen over de ni film, som Oscar-akademiet har offentliggjort fredag aften dansk tid.
Fra listen skal yderligere fire film sorteres fra, inden man har de fem film, der officielt nomineres til at vinde den prestigefulde Oscar-statuette.
Herhjemme blev "Sorg og Glæde" valgt som Danmarks Oscar-kandidat i september foran filmene "Kapgang" og "En du elsker".
Med udeladelsen af Nils Malmros' film stopper en flot tradition af danske spillefilm ved Oscar-uddelingen.
De sidste to år har både Thomas Vinterbergs "Jagten" og Nikolaj Arcels "En Kongelig Affære" været nomineret til en Oscar. mens Susanne Bier i 2010 gik hele vejen med filmen "Hævnen".
I alt 83 udenlandske film var i første omgang med i opløbet.