Ingen OL-garanti til Melgaard
Landstræner Jan Pytlick vil ikke love spilletid
Håndboldlandstræner Jan Pytlick er glad for, at Mette Melgaard vil spille OL, men han giver ingen garantier.
Det er rigtig fint, at Mette Melgaard stiller sig til rådighed for det kvindelige håndboldlandshold i OL-kvalifikationen og til OL i London.
Men der er ingen garanti for, at den ellers landsholdspensionerede Randers HK-spiller kommer med igen, siger landstræner Jan Pytlick.
- Jeg kan jo ikke love hende, at hvis hun er klar, og vi skal spille OL-kvalifikation, at hun kommer med. Det er umuligt, siger Jan Pytlick.
Han gør opmærksom på, at Mette Melgaard ikke har meldt sig klar til VM i december i Brasilien, og at Danmark endnu ikke er sikker på at skulle spille OL-kvalifikation. Landstræneren er dog glad for Mette Melgaards udmelding.
Spørgsmål: Vil Mette Melgaard være en forstærkning af det danske landshold?
- Det ville hun selvfølgelig, siger Jan Pytlick. Mette er en super dygtig spiller, det kan ikke diskuteres. Men når man kigger frem mod en OL-kvalifikation, så er det også noget med, at vi skal spille VM i december, og vi er inde i en proces med at udvikle holdet og de enkelte spillere, påpeger landstræneren.
- Dér skal man holde tingene op mod hinanden i forhold til, hvordan det skal se ud i fremtiden. Der er rigtig mange elementer i, om folk skal med, men som udgangspunkt lyder det rigtig spændende, at hun melder sig klar, siger Jan Pytlick.