Ingen Michelin til Aarhus

Uddeles kun til restauranter i København

Danmarks bedste restaurant kommer slet ikke i betragtning til en Michelin-stjerne, fordi den ligger i Aarhus.

I Danmark anmelder Michelin nemlig kun restauranter i København:

- Jeg ved godt, at der findes flere gode restauranter i Danmark uden for København, men vi har valgt at begrænse os til dem, der ligger i københavnsområdet, siger Lotta Wrangle fra Michelin-koncernen til DR Østjylland.

Så selvom Restaurant Frederikshøj i Aarhus er kåret som Danmarks bedste restaurant 2012 foran blandt andet Noma i København, så er det umuligt for restauranten at opnå en Michelin-stjerne.

Det synes Restaurant Frederikshøjs ejer, stjernekokken Wassim Hallal, er ærgerligt:

- Det er jo alle kokkes drøm at få en Michelin-stjerne. Det ville betyde, at vi ville få flere internationale gæster hertil, siger han.