Ingen madpakker: Elever spiser chips og kage til frokost

En rundringning viser samme tendens på skolerne: Elever i de ældste klasser køber deres frokost på tanken og i dagligvarebutikker

01:41

En skov af hænder ryger i vejret, da 9. klasse på Sølystskolen i Egå bliver spurgt om, hvor mange der køber slik, chips og sodavand til frokost mindst en gang om ugen.

For mens madpakkerne er sunde i de mindre klasser, ser frokosten hos eleverne på de ældre årgange helt anderledes ud.

Mens elever i de yngre klasser spiser gulerødder og rugbrød til frokst, fortrækker elever i de større klasser chips, kage og sodavand.

- Jeg havde madpakke med, men jeg har lige købt to poser chips og en Daim, siger Lea Tønning, 9. klasse på Sølystskolen i Egå.

Rugbrød, frugt og grøntsager skal man kigge langt efter. Den store frokostpause går med en tur i Rema 1000, Fakta eller på tankstationen. Her er Cola, chips og kager blandt de foretrukne valg.

- Det er sjældent, at jeg køber noget sundt. Nu er jeg meget kræsen, så jeg kan ikke lide salat, siger Terese Høj Christensen, der går i 9. klasse på Sølystskolen i Egå.

Køber frokost i kiosker

Det er ikke kun på Sølystskolen, at de store elever har deres egen fortolkning af kostpyramidens råd om god og nærende frokost. Det viser en rundringning til 15 østjyske folkeskoler foretaget af TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Læs også Skoleleder: Bevægelse på skoleskemaet kræver fantasi

Her peger alle skoler på den samme tendens: Størstedelen af eleverne på de ældre årgange køber deres frokost i kiosker og dagligvarebutikker. 

Og noget tyder på, at deres motionsvaner ikke sådan er lige til at ændre.

Det er sjældent, at jeg køber noget sundt. Nu er jeg meget kræsen, så jeg kan ikke lide salat.

Terese Høj Christensen, 9. klasse

- Jeg har prøvet med alt mulig sundt. Men det er bare ikke godt. Jeg er ikke vild med det, og det ser ikke så indbydende ud, siger Esben Christiansen, der går i 9. klasse på Sølystskolen i Egå.

Skolen har ellers prøvet at lokke de store elever til bedre frokostvaner.

- Vi har en hård konkurrence på den anden side af vejen, hvor tanken og dagligvarebutikkerne ligger, siger Gitte Hauge Hansen, der er administrativ leder på Sølystskolen.

Læs også Overvægtige børn i Odder får nyt tilbud

Skolen har forsøgt sig med spørgeskemaer for at finde ud af, hvad det er de unge gerne vil have. Skolen har også lavet frokostposer med sund mad.

- Det er ikke lykkes, men vi arbejder hårdt på det, siger Gitte Hauge Hansen.

Rugbrød med skinke

I en af skolens 3. klasser ser billedet helt anderledes ud. Her har hver og en madpakke med.

Ni-årige Christian Holm Bøgh Andersen viser gladelig sin madpakke frem. Der er rugbrød med skinke, avokado, peberfrugt og agurk.

01:45

VIDEO: I de mindre klasser er madpakkerne fyldt med grønt og groft brød. Og børnene ved godt, at det ikke går med Nutella på madpakken.

Luk video

Sammen med klassekammeraterne i 3. b er han i gang med det store spisefrikvarter.

Selv om mange af eleverne har en drøm om Nutella på madpakken, ved de godt, at det ikke går.

- Det er ikke så sundt, siger Mikkel Zacho Aggerholm fra 3.b. på Sølystskolen i Egå.

Og som klassekammeraten konkluderer:

- Man har ikke så meget energi, og man er ikke så frisk, siger Julia Bechmann, der går i 3. klasse på Sølystskolen.

Herunder kan du se eleverne fra 3.b på Sølystskolens madpakker. Øverst kan du se et tv-indslag om den store forskel, der er på de små og store elevers madpakker.