Ingen letbanetog på lang strækning – frosten driller

Aarhus Letbane kører ikke mellem Tranbjerg og Odder på grund af nedbrud på et tog

Letbanetogene kører i øjeblikket ikke til Odder. Arkiv

Der kører ikke letbanetog på strækningen mellem Tranbjerg syd for Aarhus og Odder søndag. 

Det skyldes ifølge Aarhus Letbane en fejl på et tog, der har haft problemer som følge af frost og tåge.

Ved Assedrup nord for Odder skete der søndag morgen en fejl på en pantograf – den strømaftager der forbinder strømmen fra køreledningerne med toget.

Vi skal nu have undersøgt til bunds, hvorfor det er sket.

Jens Velling, kommunikationschef Aarhus Letbane

Strækningen mellem Tranbjerg syd for Aarhus og Odder blev lukket omkring middagstid søndag.

Først lød meldingen, at tidshorisonten i forhold til at genoptage kørslen var uvis, men søndag eftermiddag skriver Midttrafik på selskabets hjemmeside, at kørslen er indstillet resten af dagen. 

- Noget tyder på, at fejlen er opstået grundet kombinationen af frost og ekstra meget fugt i luften under tågen. Der er sket en skade på pantografen på toget, siger kommunikationschef hos Aarhus Letbane, Jens Velling, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi har fundet ud af, at der sidder et stykke af strømaftageren tilbage på strømledningen, så den skal fjernes først, før der kan køre tog igen, fortsætter han.

Har kørt iskørsel

Letbanens chauffører har ellers forsøgt at undgå situationen ved at køre såkaldt iskørsel i nat.

- Her kører vi ture for at holde kørestrømsledningen fri for is, men der er så alligevel kommet problemer. Vi skal nu have undersøgt til bunds, hvorfor det er sket, siger Jens Velling.

Tidligere har letbanens direktør Michael Borre ellers garanteret, at det ikke burde være et problem for togene at køre i sne- og frostvejr.

- Togene er så tunge, at de kører sne til vand, og skinnerne bliver ikke glatte. Der kan kun blive problemer i sporskifterne, men der har vi sporskiftevarme. Medmindre der kommer tre m sne, burde togene køre uproblematisk, sagde han den 29. oktober til TV2 ØSTJYLLAND.

01:53

VIDEO: Den 29. oktober fortalte Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND, at sne og frost ikke burde være en lige så stor udfordring for letbanetogene som løvfald. Hør hvorfor her.

Luk video

Ukendt tidshorisont

Dengang var der udfordringer med nedfaldne blade fra træer på skinnerne, og nu tyder noget på, at også frost og tåge kan være problematisk.

- Vi bør kunne håndtere frost og sne, og det er heller ikke sikkert, at det er det, som giver problemer i dag. Men noget tyder på det, lyder det fra Jens Velling.

Læs også Frivillige på vandet for at lede efter forsvundne Steffen