Ingen kongelige til jul
Marselisborg Slot står tomt den 24. december
Marselisborg Slot i Aarhus danner ikke ramme om kongefamiliens jul i år.
Traditionen tro har hele den kongelige familie ellers altid været samlet på Marselisborg Slot for at holde jul, men i år holder regentparret jul hos prins Joachim og prinsesse Marie på Schackenborg Slot i Møgeltønder.
- Det er prins Joachim og prinsesse Marie, der i år samler deres egne børn og regentparret til jul i år, bekræfter Lene Balleby, der er kommunikations- og pressechef i kongehuset overfor bt.dk.
Kronprinsparret bliver hjemme i København, hvor de skal fejre jul med deres fire børn.
Ifølge bt.dk bryder kongefamilien i år med traditionerne for at skabe deres egne i de små familier, så de kongelige børn en dag kan fortælle, hvordan de plejde at holde jul med mor og far.
Dronning Margrethe og prins Henrik har dog ikke droppet julen i Aarhus helt. Som altid ankommer regentparret til Marselisborg Slot den 21. december og når juleaftenen i det sønderjyske er slut, vender de tilbage til Aarhus.